Og hvilken bolig! Jeg havde jo været forbi bygningen og det virkede lovende, men jeg var alligevel lidt spændt på, hvordan det var indendørs. Bygningen er vist fra 2001, og lejligheden er nymalet og fremstår, i forhold til min Vesterbronx 2V'er fra 1900, som var den lige pakket ud. Al inventar er enten nyt eller ser nyt ud. Og her er persienner :-)
Alle der har hørt min nye adresse har også sagt, at jeg var meget heldig med min bolig. Og for at fuldende det bor jeg i enden af den sidste bygning, med udsigt til Store Malene fra køkkenet. Fra Stuen kan jeg sidde og kigge op på Lille Malene og skibakken, en lille naturhavn lige nedenfor - og Sermitsiaq i baggrunden!
Weekendens sommervejr er afløst af kulde, tåge og/eller lave skyer, så billeder af udsigten må vente ... Men jeg får ikke brug for tv før end det bliver mørketid.Og hvis man var til sådan noget teknisk mount'nbike, så var der de vildeste udfordringer på klipperne lige udenfor vinduet.
Ellers kan jeg altid øve mig i at udtale min adresse korrekt. Den er i øvrigt:
Timerlia 12B-004
3905 Nuussuaq
Grønland
Og mobilnr: +299 58 66 53




På turen fra CPH sad jeg i midten af en Airbus 330, og kunne først rigtig se noget da jeg steg ud. Kangerlussuaq ligger nord for polarcirklen, og blev bygget overnight under 2. Verdenskrig, hvor USA overtog sikkerheden af Grønland, og brugte basen som mellemstation for bombetogter mod Tysken. På sit højeste boede der 8000 mennesker, og i dag ligner byen blot en landingsbane med nogle bygninger rundt om, omkranset af lave bjerge uden bevoksning overhovedet.
Turen til Nuuk tog en times tid, og jeg kunne hele vejen kigge ned på noget, der kun kan betegnes som uvejsomt terræn; små bjerge, sten-og-sne sletter afbrudt af fjorde. Jeg så intet der kunne minde om civilisation eller liv overhovedet, før end jeg spottede en skilift - den ligger klods op ad lufthavnen i Nuuk.
Her har været koldt i dag, kun 5-6 grader, men lørdag loves der 17 grader - og søndag igen kun 5 grader. Der ligger meget sne tilbage rundt omkring, men de siger at det skulle have været smeltet nu ... Der ligger mange både i marinaen, men næsten endnu flere rundt omkring i byen, som var de skyllet ind over land af en tsunami (der ganske vist har sat de fleste pænt på stativer og paller). Snescooterne står også rundt omkring, som var det lige dér de kom til, da sneen smeltede under dem ...