Cape Fear

En af de kedelige ting ved online shopping er ventetiden - fra indtastningen af plastikkortets magiske cifre ved check-out, til pakkesedlen lander i postkassen.

Med adresse i Grønland er der mange spændende aspekter ved online handel. Det er fx ganske overraskende hvor mange webshops, der har en alen lang liste over lande de kender og vil handle med, en liste indeholdende nationer jeg ikke ville ane hvor jeg skulle begynde at lede i et atlas efter. Men Grønland vil de ikke kendes ved.

Det er heldigvis (som regel) let at sende en email til en webshop og høre, om ikke de kan overtales til at skrive Grønland på adressesedlen. Således forespurgt svarede Actionsports.de blot "nej, vi sender ikke til Grønland", hvorimod sport-conrad.de svarede "Det er en fejl. Vi sætter alverdens webtroldmænd på sagen, og du kan finde Grønland på listen senere på ugen. Ellers kan du bare sende et varenummer som svar på denne mail, og så finder vi ud af det". Derefter tog det kun en god uges tid, inden der kom en mand forbi med et par Völkl Mauja + Dynafit bindinger og skins. Skiene var dog ikke til mig selv, men dejligt alligevel. Det er dog kun når man er så heldig at butikken benytter en kurér, der ikke afleverer pakken til Post Danmark som igen overlader godset til Tele-post Grønland, at man kan håbe på levering ved døren. Faktisk blev jeg ringet op af Royal Arctic Logistic manden, der stod og forsøgte at komme af med pakken på min gamle adresse. Han havde godt nok set den nye adresse, men tænkte at det måtte være en fejl da han kunne huske, at have leveret ski til mig på Timerlia tidligere!

Den vildeste leveringsoplevelse havde jeg sidste sommer, da jeg købte et Turner 5-spot stel hos Chainreactioncycles i England. Jeg bestilte det en tirsdag, og glædede mig så til at skulle samle cykel ugen efter, hvis jeg var heldig. Da jeg kom hjem fra arbejde fredag eftermiddag lå der en seddel fra Royal Arctic Logistics, der havde forsøgt at aflevere rammen til mig samme eftermiddag! Fra UK tirsdag til Grønland fredag med et cykelstel. Det oversteg simpelthen min fantasi, og jeg var i stedet gået på fredagsshopping i Brugseni.

Nu har jeg endnu engang shoppet et cykelstel hos CRC, og mens jeg denne gang fik lov at betale noget mere for levering end sidst, tog det også noget længere tid. Men nu er det jo ikke lige peak season for mount'nbike her på isterningen, såh ... Men jeg fulgte da lidt med på Track&Trace, fordi sådan er reglerne. Det skal man. Og jeg blev lidt bekymret da mine nye titaniumsrør tog et svinkeærinde fra den slagne vej fra UK til CPH til Kolding. Hva' sulen skulle de over Kolding for? Men måske der er et ormehul fra Kolding til Nuuk, for et par dage efter lå der en seddel i min postkasse. Der kan ellers sagtens gå adskillige dage fra man kan se på T&T at ens pakke ligger på posthuset, til man kan blive beæret med en pakkeseddel.

Noget er der i hvert fald med trekantsområdet. Jeg kunne naturligvis ikke nøjes med blot at købe et stel, men måtte også partout have alskens dimser og dingenoter med; en samling af dippedutter som CRC valgte at sende i en anden pakke. Det T&T nummer gav dog anledning til en del bekymring, da det slet ikke gav bid hos hverken royalmail, postdanmark, Parcelforce, UPS eller DHL. Her til aften skulle jeg lige checke det igen inden jeg sendte en forespørgsel til CRC, og så var der minsandten bid på Parcelforce:

Men der afsløres her et stort sort hul i logistikken, et hul ved navn Cape Fredericia. Måske den for mig ukendte forkortelse PTT er kurér-lingo for "Parcel Pit"? Det stiller ganske vist flere spørgsmål end det besvarer, men i det mindste eksisterer pakken nu igen, og se dét var en rigtig historie.

Sweet kundeservice!

I oktober fik jeg problemer med et par lynlåse på min elskede Sweet Supernaut skaljakke, og kiggede lidt på producentens garanti-side. 

Ikke overraskende har Sweet Protection en 2 års garanti på alle produkter, men selvfølgelig lidt ærgerligt, når nu jeg købte jakken i marts 2009. Men jeg har været og er stadig rigtig glad for jakken, så det virkede interessant at Sweet skrev på deres hjemmeside, at de kunne tilbyde reparationer af GoreTex produkter, eventuelt for et gebyr. Det var bestemt værd at undersøge nærmere, så jeg kontaktede Sweet kundeservice.

Efter at have beskrevet problemet med lynlåsene, bad Sweet mig oplyse størrelse og farve, og sende et par billeder. Lidt kækt fik jeg også lige nævnt, at jeg burde have købt den i Large, da jeg bliver lidt Bibendum-agtig med dunjakken under her i Grønland ... Det endte med at jeg blev bedt om at sende jakken til Norge til nærmere inspektion, så jeg smed den i en kuvert og suste på posthuset med den.

I dag fik jeg så den besked, at de har besluttet at erstatte jakken. Jeg skal bare vælge en farve, og så sender de mig en ny - i Large!
Det er kraftedemig sweet kundeservice!

Sweet Supernaut - en fantastisk jakke fra et firma, der virkelig kan leve op til deres brand navn!

Nyt job = ny bolig

Som tilkaldt arbejdskraft til Kommuneqarfik Sermersooq var jeg så heldig, at jeg fik stillet en dejlig personalebolig med den bedste udsigt til rådighed. Men ak, hvis man siger sit job op, så opsiger man også automatisk sin personalebolig.

Så da jeg i marts 2011 havde sidste arbejdsdag på kommunen, mistede jeg udsigten fra min stue ud over nødhavnen og tværs over fjorden til Sermitsiaq. 

Det betød også at Timerlia skoven skulle fældes, men det skete problemfrit og uden demonstrerende tree huggers ...

Til gengæld fik jeg et godt job hos Grønlands Turist & Erhvervsråd, og heldigvis også en ny personalebolig. Jeg er ikke flyttet langt væk, sådan ca. samme område men tættere på både mtb-spor, langrendsløjpe og vores kajakstativ, og jeg klager ikke. Har ikke udsigt over fjorden længere, men kan fra min sofa holde øje med både den lille og den store Malene.

Og jeg skal da heller ikke helt undvære udsigten til vandet; på vej til arbejde passerer jeg nødhavnen (hvor jeg boede før) og bugten ved Atlanthavnen/Vestervig, inden jeg når kontoret på Kolonihavn, hvor udsigten fra mit vindue på kvisten kan se sådan ud:

Jeg arbejder stadig med web, nu eMarketing, og ud over driftsopgaverne med Google Analytics, AdWords og nyhedsbrev, skal jeg sælge et produkt der er endnu mere cool end cykler: Grønland! 

For satan da!

Det er ikke første gang denne blog er gået i stå, men denne gang har jeg da gjort det grundigt. For satan da - det er over et år siden jeg sidst har postet her!

Det er stadig min intention at poste diverse historier her, store eventyr såvel som de små eventyr i hverdagen. Hvis du har læst med her tidligere ved du, at intet er for småt til at komme en tur på bloggen. Men jeg kan se at allehånde hensigtserklæringer i dag læses som løftebrud, hvis ikke de er indfriet og opfyldt hurtigere, end en bankdirektør kan forgylde sig selv ... så den laver de ikke med mig.

Skuffen er dog ved at være fyldt til randen med røverhistorier, og nu må de simpelthen finde en vej ud. Til en start har jeg fiflet lidt med det nye Blogger (for satan da - igen - hvor er der kommet mange ændringer og opdateringer til siden sidst!), men foreløbig er det dog kun blevet til et nyt baggrundsbillede. Dem er der også mange flere af i skuffen, og lur mig om ikke et par af dem også finder vej til Picasa.

Jeg glæder mig til at fortælle om kajaktur fra Qeqertarsuatsiaat til Færingehavn, randonnée ture i Godthåbsfjorden, Påsketur med ski og pulk fra Kapisillit, nyt job, ny bolig, og dengang jeg tog kajakken på arbejde ... så lavede de den alligevel med mig.

Vuelta Malene

Sommeren er over Grønland, og skiene er blevet skiftet ud med mount'nbiken igen. To gode og forskellige aktiviteter, der alligevel har så mange ting til fælles.

Sådan som jeg bruger ski og mtb her i Grønland har de i hvert fald. Skiløbet er klart bedst som randonée; der er kun en ret kort langrendsløjpe og en enkelt piste, så det bliver hurtigt lidt trivielt. Men hvis man fortsætter op over pisten og kører ud i baglandet, er der pludselig masser af muligheder.

Sådan er det også ca. på mtb. Der er en kort strækning med en slags spor fra Annersuaq her i Nuussuaq og ud til dumpen bag lufthavnen, og her efter bliver det ret sporadisk. Men der er til gengæld mange flere muligheder for variation ude ved dumpen, hvis man altså er til lidt teknisk kørsel på klippe. Og det er jeg tilfældigvis.

Den hellige almindelige onsdagstur kører fra Annersuaq ud til dumpen, og op af Quagssugssuaq (Lille Malene) til toppen af den lille lift. Der fra ned af pisten på Lille Malene til 'grusvejen' ned mod Malenebugten og tilbage til Nuussuaq. At kalde det en grusvej er en tilsnigelse - i DK ville man nok få FDM på nakken ved at kalde det en vej.

Men hvad gør man så, hvis man gerne vil køre en lidt længere tur? Svaret er, at man accepterer nogle overbæringer med cyklen på nakken over nogle passager med store sten, og tager en tur rundt om Quagssugssuaq (Lille Malene).

Man kan køre turen fra dumpen mod Qinngorput, men jeg foretrækker at tage den den anden vej rundt. I søndags lavede jeg et GPS spor på den, og satte et par markers ind undervejs. De afslørede en tur på 17 km (hjem/hjem) med en gns. hastighed på ca. 9 km/t, 1:56 time i bevægelse og 708 højdemeter.
Hvis man fratrækker turen fra Nuussuaq til Qinngorput, som foregår på asfalt, er det en rundtur på ca. 14 km, og de forskellige sektioner havde snithastigheder fra 4-9 km/t. Så nogen hi-speed rute er det bestemt ikke!


Vis Vuelta Malene på et større kort

Nå, men jeg har også haft kameraet med rundt, og det kom der en lille film ud af. Musikken er 100% trail-godkendt - man kører beviseligt bedre mount'nbike med lidt progressivt aggressivt musik i ørerne.

Vuelta Malene 2010 from jesper regin on Vimeo.

Takker af på Hjortetakken?

Sidste søndag i april tog jeg på ski-ekspedition med Martin fra Aapakaaq. Han havde, fra lejligheden i Tårnene på Jagtvej, udset sig en linje på Hjortetakken.

Han havde også arrangeret båd-lift med Tobias, der fik lejlighed til at lufte sin überfede Targa 25, hvor Karen og Anni optrådte som fuldbefarne matroser. Så med kølvandet mod en latterligt blå og skyfri himmel, ski og smukke kvinder ombord, var scenen sat for en perfekt søndag.

Inde i Kobbefjord fik vi gummibåden i vandet så ekspeditionen kunne blive landsat, og så gik turen ellers ind mod Hjortetakken. Vi lavede en lille depot-camp tæt ved vandet, hvor vi skiftede til alpinstøvler og diskuterede hvilken vej vi skulle foretage vores approach mod toppen. Der var en kløft der dikterede en linje enten til højre eller venstre. Efter noget palaver blev vi enige om at gå til venstre, og krydse over på toppen med skiene på rygsækken. Efter 50-100m tog vi derfor skiene på, og gik til højre for kløften ...

Der var et mindre lag fint sne oven på en iset kappe, hvilket voldte en del problemer. Jeg klarede den nogenlunde med steigeisen på Dynafit bindingerne, men Martins fremdrift tog efterhånden karaktér af sideværts bevægelse, så han valgte at smide skiene på ryggen igen. Og sådan gik turen videre; Martin travende den lige linje, og undertegnede traverserende frem og tilbage, op, op, op.

Et sted omkring 500 moh var det definitivt slut med fremdrift på ski, så de røg på rygsækken og frem kom steigeisen og isøkse. Hvilken lykke at få brug for så meget grej på én dag! At slynge isøksen i den stive skråning mens steigeisen sørger for solidt fodfæste, er simpelthen uovertruffent. Det burde faktisk kunne skrives på recept.

Martin forsøgte ganske vist at argumentere for, at de steigeisen han havde glemt på båden alligevel bare var for tøsebørn ... men så kunne han til gengæld placere en isøkse i hver hånd! Og sådan gik turen nu direkte op mod top-kalotten, på en dejlig stiv skråning med den bedste udsigt hele vejen rundt.

I 800 moh var der (på vores linje) kun klippe tilbage på top-kalotten, så det var tid for at få lidt frokost inden nedfarten. Og når man starter turen med landgang fra gummibåd, så er 800 moh = en 800 højdemeters tur - og vi startede endda ved lavvande.

På nedfarten fik vi lov at kæmpe lidt med det isede underlag, især på det øverste stykke, hvor vi havde placeret os så vi skulle ned gennem et par klippestykker for, at komme til det åbne. Men så gik det ellers bare ned over. Vi havde nedefra udset os en linje, der som altid var lidt svær at finde oppefra, men det lykkedes faktisk helt efter planen. På hele det stejle stykke løb sneen ret meget, men det var ikke alvorligt med det tynde lag oven på iskappen. Lidt spændende er det dog altid, med en lille sidelæns tur når man krydser den løbende sne ...

På det sidste stykke ud mod fjorden kunne vi se Skipper Tobias og pigerne ude på vandet, så med udsigt til også at blive samlet op igen, kunne vi kun være stærkt tilfredse med en god skitur. Vi havde fået lov at arbejde for turen, men når man også kan få lov at bruge en masse grej, er det jo en ren fornøjelse. Vores klatreseler fik vi dog ikke brug for, men havde vi holdt os til den oprindelige linje kunne de godt have været nyttige.

Ugen efter fik vi flere dages regn, og der efter satte foråret ind med 10-14 grader til langt ud på aftenen, hvilket fik sneen til at forsvinde hurtigere end man kan sige 'Eyjafjälljokull'. Man kan sikkert finde en skitur på en af gletcherne i området, men måske var det sæsonafslutning på Hjortetakken, og så siger vi bare "tak for turen!"
Der er lidt flere billeder på Picasa ...