fredag den 20. juni 2008

Myrer i mit øre ...

Fra musiktimerne i folkeskolen husker jeg en sang, der gik noget i retningen af "Der er myrer i mit øre, jeg kan høre, de danser calypso".

Bedst som jeg kører i bjergene ved Giverola i Spanien, og forsøger at straffe den nye Scott Genius på et dejligt stenet spor, er der pludselig et insekt der forvilder sig ind i mit øre!

I panik standser jeg og hiver hatten af, i den naive tro at dyret blot sidder fast ved stropperne, men den summende lyd bliver stærkere og der er ingen tvivl - dyret er fløjet ind i mit øre, og kommer ikke bare ud af sig selv. Jeg basker i panik på øreflippen, ryster på hovedet, vender det nedaf og beder til tyngdekraften, alt imens krapylet summer så jeg er ved at blive sindsyg.

Jeg prøver med de dyrebare dråber fra dunken at skylle dyret ud, men det giver sig ikke. Så tager jeg en lille kvist, og forsøger at grave det ud, men det resulterer bare i endnu mere dødssummen, som kilder helt sindsygt og sender mig ud i en spastisk boogie-woogie, uden lyd for andre end mig selv, der har den vildeste summen et par cm fra min trommehinde. U-be-hageligt, som Asbjørn Riis ville have udtrykt det!

Der kommer hjælp til, men de kigger og siger at der ikke er noget. Den momentvise summen fra dyrets dødskamp er dog ikke til at tage fejl af for mig - der er i aller højeste grad noget!
Efter at have gravet en del med kvisten i øret giver jeg op, da jeg er bange for blot at skubbe dyret endnu længere ind.

Tilbage på hotellet får øret en ordentlig spuler med bruseren, og det hjalp måske. I hvert fald kvaser det ikke længere når jeg stikker en pind ind, og jeg beslutter at lade det være ved det, da øregangen er ved at være ganske irriteret nu. Helt tilbage på Vesterbro har det fået en tur med en øresprøjte, og der kom lidt rester af liget ud. Bvadr. Det værste er næsten tanken om, at have sådan en ukendt fætter til at ligge og kæmpe inde i ens kranium. Altså lige bort set fra da den summede - det var sgu lidt af en prøvelse.

6 sagde noget.:

Kanonkuglen sagde ...

Puhaaa... det lyder ubehageligt! Har selv prøvet noget lignende da jeg var i Egypten - et stort bug forsvandt ind i mit øre og stak mig så det var noget så ubehagelig!
Men... hva' søren af den af Jesper, du blogger jo nu mere end en gang hver anden måned - det er næsten det vildeste:-)?

J. Regin sagde ...

Hej Gøjser. Ja, min store frygt var også, at krapylet ville stikke mig i panik over at være fanget, men så slemt gik det heldigvis ikke.
Og mht. bloggeriet bliver det værre endnu :-)

Steen Go'e Ben sagde ...

Hahaaaha... det er sgu en god historie! - engang for mange år tilbage, fik Caspar en flue i øret ovre ved Hammershus, og den fik vi så fisket ud med en stump Gaffa-tape, drejet "omvendt" så det formede en lang cone-agtig dims, vi kunne fange den med ;o)

- Endnu en grund til at have ½ meter Gaffa-tape omviklet på sin saddelpind...

Steen.

Unknown sagde ...

Jeg har ikke prøvet noget som din "bug in el lyttelap" experience, MEN:
"Der en myre i mit øre" med Poul Martin stående som The Grimreaper bag ens skuldre husker jeg ganske udmærket.
Man hamrede løs på klokkespil eller Nino Claves mens vi sang det bedste vi havde lært... Ubehaget må have været i samme liga!

J. Regin sagde ...

Haha Peter - jeg er sikker på at alle kan forstå ubehageligheds-niveauet, når der bliver kastet klokkespil og claves ind i møllen :-)
Hyggeligt du lige kiggede forbi! Fik Anders så den lillebror han ønskede sig? Eller havde en ny Supermand dragt været bedre?

Miriam sagde ...

Det er simpelthen ikke for sjov!! Vågnede en morgen ved at der var en flue ved (i) mit øre. Gik i fuldstændig panik, som du beskriver det, begyndte at slå mig på øret og i hovedet og så begyndte jeg ellers at stortude!! Heldigvis fløj den ud igen.. Men måtte en tur til læge for at få det bekræftet.. ihh hvor skrækkeligt! Møgfluer!