Myrer i mit øre ...

Fra musiktimerne i folkeskolen husker jeg en sang, der gik noget i retningen af "Der er myrer i mit øre, jeg kan høre, de danser calypso".

Bedst som jeg kører i bjergene ved Giverola i Spanien, og forsøger at straffe den nye Scott Genius på et dejligt stenet spor, er der pludselig et insekt der forvilder sig ind i mit øre!

I panik standser jeg og hiver hatten af, i den naive tro at dyret blot sidder fast ved stropperne, men den summende lyd bliver stærkere og der er ingen tvivl - dyret er fløjet ind i mit øre, og kommer ikke bare ud af sig selv. Jeg basker i panik på øreflippen, ryster på hovedet, vender det nedaf og beder til tyngdekraften, alt imens krapylet summer så jeg er ved at blive sindsyg.

Jeg prøver med de dyrebare dråber fra dunken at skylle dyret ud, men det giver sig ikke. Så tager jeg en lille kvist, og forsøger at grave det ud, men det resulterer bare i endnu mere dødssummen, som kilder helt sindsygt og sender mig ud i en spastisk boogie-woogie, uden lyd for andre end mig selv, der har den vildeste summen et par cm fra min trommehinde. U-be-hageligt, som Asbjørn Riis ville have udtrykt det!

Der kommer hjælp til, men de kigger og siger at der ikke er noget. Den momentvise summen fra dyrets dødskamp er dog ikke til at tage fejl af for mig - der er i aller højeste grad noget!
Efter at have gravet en del med kvisten i øret giver jeg op, da jeg er bange for blot at skubbe dyret endnu længere ind.

Tilbage på hotellet får øret en ordentlig spuler med bruseren, og det hjalp måske. I hvert fald kvaser det ikke længere når jeg stikker en pind ind, og jeg beslutter at lade det være ved det, da øregangen er ved at være ganske irriteret nu. Helt tilbage på Vesterbro har det fået en tur med en øresprøjte, og der kom lidt rester af liget ud. Bvadr. Det værste er næsten tanken om, at have sådan en ukendt fætter til at ligge og kæmpe inde i ens kranium. Altså lige bort set fra da den summede - det var sgu lidt af en prøvelse.