Efter en rekord-tør sommer i Nuuk, og temperaturer jeg egentlig heller ikke kan klage over, kom efteråret ganske brat, som hev moder natur en hel stak blade af kalenderen i ét hug. De afslørende lyse nætter er selvfølgelig gradvis blevet mindre lyse, og nu så lidt lyse at cykellygterne er fundet frem igen. Men temperaturen faldt pludselig, som Anders And der opdager han er vandret ud over kanten; en hel masse på ingen tid. Min gamle ven vestenvinden er også dukket op her og vi skændes lidt, når min vej til Nuuk downtown bliver modarbejdet med 20-35 m/sek. Til gengæld bryder jeg hastighedsgrænserne på vejen hjem gennem passet. Men når så det hele står stille igen, og solen falder ind på bjergene omkring mig, ja så er det kun de flammende efterårsblade der mangler.
7. september - nej, der er ikke pludselig opstået en vulkan på Sermitsiaq.
Sermitsiaq, 15. september i aftenlyset.
Store Malene 13. september i eftermiddagslys.
Store Malene 15. september i aftenlyset. Den snedækkede top af Hjortetakken kan ses lige over kranens arm.
0 sagde noget.:
Send en kommentar