Formandinden Aili har haft besøg af nogle meget rutinerede og meget rare norske klatrere, som tilbød at give interesserede medlemmer en introduktion til fjeldklatring. Den mulighed skulle naturligvis ikke undslippe, så lørdag morgen var jeg med båden der sejlede 6 forventningsfulde Aapakaati ind i Uummannap Sullua - fjorden på nordøst siden af Nuuk-halvøen.
Vejret var gråt og en lille smule vådt, men da vi ramte skrænten neden for Qupik var der blot lidt tåge tilbage. Og så var det bare om at vandre de 300 hm til campen med alt vores grej.
Christian og AudunAili og nordmændende havde været på stedet hele ugen, og havde også været på toppen; en tur på 10 reb-længder. Efter at have sat teltene op og fået lidt frokost, fik vi en gennemgang af diverse sikkerhedsprocedurer, knob og udstyr, og så gik turen op over en stejl blokmark til klatresiderne endnu 300 hm over campen.
Ved bunden af væggen gennemgik og demonstrerede Audun atter standplads rutinen, installerede Aili som sikringsperson og klatrede selv op som rutefører. Med en sikret rute (nu med topsikring) klatrede Aili efter, og der efter kom vi alle op en efter en. Det var mit første forsøg med ægte fjeldklatring, og det var fedt! Det var en kort rute, men med en god forhindring et par meter oppe, og så primært friktionsklatring resten af turen op.
Audun fører ruten mens Aili sikrerFra toppen rappellede vi ned, dem der havde 8-tal brugte det, og resten af os brugte ATC bremsen. Det var slut på lørdagens program, og tilbage var kun turen ned til campen og en velfortjent øl.
Søndag blev vi inddelt i to-mands reb hold med en norsk instruktør til hvert hold. Det var som sagt meget rutinerede og rolige folk, med både humoren og overblikket i orden, så det er svært at forestille sig bedre. Jeg følte mig i hvert fald meget tryg, da jeg - efter grundig instruktion i brug af kiler og cams/friends til sikring og bygning af standplads, atter begav mig op til væggen med makker Finn og instruktør Tore.Første mission var at lave en standplads, og derefter bevæge os to reblængder op; dvs. Tore førte en rute op, og Finn og jeg fulgte efter i hvert vores reb. Man anvender altid to reb til fjeldklatring, og da vi havde 1/1 reb med kunne vi altså benytte hver vores på den nu sikrede rute med sikringsmand på toppen. Oppe ved Tores standplads blev vi atter sikret på pladsen, hvorefter Tore førte ruten videre op.
Den sidste rute havde et vanskeligt moment (for amatøren), men til min store tilfredsstillelse lykkedes det mig at komme op, ved hjælp af en teknik Audun havde forklaret; jamming. Underligt at klemme sin hånd ned i en sprække og vride den, så man kan trække sig op i et par fastklemte fingre!
Finn på lørdagens ruteDesværre begyndte Finn at få kramper, og valgte derfor at gå tilbage til campen, da Tore tog os med til næste udfordring. Det var starten af en rute de tidligere havde fulgt (næsten) helt til toppen, og her fik jeg min sag for! En stort set lodret sag med en enkelt hylde og alt for lidt at plante fødderne på. Jeg måtte skifte side på stramt reb, og også have et 'hiv' på et tidspunkt, men jeg kom op - med en total mangel på stil, da jeg til sidst skulle ud på en knold og kom til at kigge ned, i mit (forgæves) forsøg på at finde noget ordentligt at sætte foden på - men jeg kom op!
Tore var smart nok til at pakke en solid og rund taske ...Efter at have rappellet ned var der kun blokmarken tilbage, nedpakning af camp og så retur til Nuuk. Mandag sad jeg på kontoret og var (næsten) så træt som efter et 24h løb, og drømte om bjerge. Tirsdag bestilte jeg nogle kiler og slynger på nettet, og fandt en fjeldklatrevæg på vejen hjem, 500 m fra min bolig. Checkede den i dag; man kan gå rundt og op til toppen, og der fandt jeg simpelthen en boltet topsikring! Så nu har jeg både en ny bacille og et nyt mål.
NB: Mit kamera løb tør for strøm lørdag (glemte lige at oplade elementet), men der er flere billeder på picasa.
0 sagde noget.:
Send en kommentar