Så skete det igen - teknologien overlistede og narrede mig, omfavnede min egen dårskab og udførte nådesløst ordren.
Mit navn er Jesper, og jeg har slettet min indbakke. Jeg modtager et nyhedsbrev, som jeg kun lejlighedsvis gider læse, og slet ikke gider gemme, så jeg ville prøve at sætte et filter op i Thunderbird.
TBirds filter fungerer glimrende, og jeg ville prøve at opsætte en regel der gik ud på, at hvis mail fra den afsender var ældre end i dag, så skulle mailen slettes. Hmm ... der var kun konkrete tidspunkter tilgængelige, så jeg prøvede med et "today". Det så ok ud.
Filteret var jo dannet ud fra afsenderadressen, så jeg skulle da straks køre det. Computeren var et øjeblik udenfor pædagogisk rækkevidde, men kom så tilbage og fremviste en fin tom inbox.
Jeg kiggede i trash - der lå hvad der skulle ligge der, men ikke indholdet fra inbox. Heller ikke i trash på localhost ... undo! En enkelt spammail popper fra trash til inbox ...
Jeg kigger på filteret og ser, at jeg ikke har ladet det matche alle mine kriterier, men blot et hvilket som helst af dem! Og "today" var ikke forstået, for der stod "Nan-Nan-Nan" (not a number) i feltet, men det havde så matchet samtlige mails i inbox. Og jeg havde faktisk ikke bedt om, at få mails flyttet til trash, men derimod om bare at få dem slettet. Jamen så siger vi det, skipper, kast los.
Høh. Men så er der da ryddet op. Jeg håber ikke der var noget vigtigt =: )
0 sagde noget.:
Send en kommentar