Søndag d. 21 var Nationaldag her i Grønland, og denne gang også dagen hvor Selvstyret blev indført. Der var simpelthen dømt festdag!
Det var selvsagt en stor begivenhed her, og også en historisk dag for Danmark, hvor eet af Rigsfællesskabets børn flyttede hjemmefra. Vi har haft ganske travlt i Kommuneqarfik Sermersooq i den sidste tid, og ikke mindst i kommunikationsafdelingen, hvor vi lige fik presset lanceringen af vores nye website ind d. 18/6: sermersooq.gl
Hvis der skulle være nogen der fik den idé at navnet måske kunne betyde noget, er det ikke nogen dum idé, da det grønlandske sprog Kaallalisut, er beskrivende. Sermersooq betyder noget med '(dem) der bor på hver side af isen', da kommunen for første gang i landets historie forbinder øst og vest i samme styreenhed. Og at der er langt fra vest til øst kan man få en idé om i denne artikel fra Sermitsiaq.gl ;-)
I anledning af at der var fine gæster i byen benyttede man lejligheden til, at afholde en ErhvervsExpo på Rådhuset lørdag. Jeg troede jeg var på arbejde for at tage mig af nogle infoskærme, men endte i stedet som fotograf, og fik således min første officielle kreditering som sådan, haha.
Søndag var den store dag, og jeg mødte på arbejde kl. 6:40 - det er i min verden tidligt efter enhver målestok. Det store optog startede fra rådhuset, og bevægede sig mod Kolonihavn, hvor talerne skulle foregå og de kongelige modtages. Der var kanonsaluttering, korsang og fællessang inden første taler, Borgmester Asii, indtog podiet. Der efter var det landets første Selvstyreformand, Kuupik Kleist, der skulle tale på denne historiske dag ... og så om ikke de royale røvere - midt under Kuupiks tale - kører en kortege med blå blink ind foran talerstolen! Magen til dårlig opdragelse skal man da lede længe efter, sagde den tæerkrummende republikaner. Nå, men Grønlænderne er vilde med kongeskuret, så der skete ikke andet end, at de fuldstændig flyttede fokus fra taleren. Suk.
Tilbage på rådhuset aftalte jeg med journalist Elna Egede, at hun leverede tekst og jeg fotos til dagens historier, så senere var jeg forbi til indvielsen af Selvstyrepladsen, hvor skulpturen Katerittarfik Amisut (Sæler i flok) skulle afsløres. Skulpturens sande kvalitet afsløredes i, at ca. 10 sekunder efter tæppet var hevet af den, var den fyldt med klatrende børn! Se dét er en rigtig skulptur.
Og således fik jeg hele weekenden til at gå med at arbejde. Men det var nu meget sjovt alligevel, og der er flere billeder på Picasa.
0 sagde noget.:
Send en kommentar