Kajaktur med bonus

Så fik jeg endelig prøvet at ro kajak, og så kunne jeg jo også lige så godt se en hval, nu jeg var i gang ...

Mira, Dorte og Christian skulle på fjorden, og var så flinke at invitere mig med. De var advaret om at det ville blive min kajak-debut, i den venligst udlånte kajak med tilhørende våddragt. Vi startede ud søndag formiddag fra Qinngorput i fremragende vejr, og satte kursen mod først Atlanthavnen i Nuuk, og videre mod Kolonihavn i Godthåbsfjorden.

Allerede inden vi nåede frem til havnen var jeg pinefuldt klar over, at jeg var i gang med noget nyt - jeg er ikke vant til at sidde fastlåst i en ret vinkel, og tamper tydeligvis heller ikke hårdt nok i tasterne til daglig. At være iført kraftig neopren + fleece + goretex jakke + redningsvest var heller ikke ligefrem befordrende for mobiliteten. Våddragten var også lige lidt for lille, så hvert tag var lidt som at skulle strække en elastik ud ... Det var varmt og hårdt!

Så yderst på næsset, omkring Sana, måtte jeg på land og hive lidt i våddragten, justere på ror-pedalerne og afmontere fleecen. På vej ud igen lykkedes det mig så at havarere kajakens ror, så jeg måtte enten nøjes med at dreje til venstre, eller gå på land igen. Heldigvis bor Christian lige i nærheden, og iført tørdragt og spraydæk hentede han lige en svensknøgle, så vi kunne afmontere roret.

Så gik turen videre ind i Godthåbsfjorden, forbi Kolonihavn, Myggedalen og Spøgelsesbyen. Frokosten foregik på øen lige udenfor nødhavnen, og altså ca. 500m fra min bolig, hvor vi kunne sidde og drikke kaffe og se på et par hvaler ude i fjorden.

Efter frokosten roede vi ud for at hilse på hvalerne, og nu har jeg således også set sådan en - i 1. parket på ca. 15m afstand! Det var sgu fornøjeligt at sidde der på række i kajakkerne, mens hvalen lige kom hen og blæste en gang, hvor efter den dykkede ned igen - lige foran os.

Det var en rigtig god tur og en god oplevelse, men også en hård oplevelse. På vejen tilbage kunne jeg næsten ikke løfte min venstre arm længere, og manglede fuldstændig kræfter til at styre skuden i bølgerne ud for næsset. Ja, på den sidste del begyndte det at blive lidt ynkeligt, og hvis jeg havde været fanget ret meget længere i den plastik-cigar, er jeg bange for at jeg simpelthen bare ville have rejst mig op. Det havde jeg i øvrigt rimelig svært ved, da vi endelig nåede Qinngorput igen.

Men det blev også til 22km og 6 timer i bevægelse. Ja, GPS'en var selvfølgelig også med, og det var VIO kameraet også. Det er sgu smart at det er vandtæt:



Filmen kan ses i fuld størrelse på youtube.com

Den første sne ...

Så faldt den første sne her. Det gjorde den faktisk allerede fredag d. 4/9, og siden er Sermitsiaq, Hjortetakken og Store Malene langsomt blevet bleget - for det bliver stadig kun liggende på toppen.

Efter en rekord-tør sommer i Nuuk, og temperaturer jeg egentlig heller ikke kan klage over, kom efteråret ganske brat, som hev moder natur en hel stak blade af kalenderen i ét hug. De afslørende lyse nætter er selvfølgelig gradvis blevet mindre lyse, og nu så lidt lyse at cykellygterne er fundet frem igen. Men temperaturen faldt pludselig, som Anders And der opdager han er vandret ud over kanten; en hel masse på ingen tid. Min gamle ven vestenvinden er også dukket op her og vi skændes lidt, når min vej til Nuuk downtown bliver modarbejdet med 20-35 m/sek. Til gengæld bryder jeg hastighedsgrænserne på vejen hjem gennem passet. Men når så det hele står stille igen, og solen falder ind på bjergene omkring mig, ja så er det kun de flammende efterårsblade der mangler.

7. september - nej, der er ikke pludselig opstået en vulkan på Sermitsiaq.

Sermitsiaq, 15. september i aftenlyset.

Store Malene 13. september i eftermiddagslys.

Store Malene 15. september i aftenlyset. Den snedækkede top af Hjortetakken kan ses lige over kranens arm.