NiteRide - kegler med lys på

Aftenens NiteRide fra Skovbrynet var nærmest et tilløbsstykke, med en snes DMK'ere og Hustlere der trodsede efterårsvejret.

Men nu var det jo ikke fordi det var sådan rigtigt efterårsvejr med regn og blæst, men bare sådan almindelig råkoldt og fugtigt, og en skovbund der ikke var helt færdig med at synke de sidste dages regn.

Så der blev fedtet lidt rund, og vi forsøgte at holde os væk fra det normale spor, men på en eller anden måde havner man altid på den røde. Men så kan man jo også altid finde søsporet, og i mørket er der heller ingen fodgængere ...

Der er utroligt mange blade i skovbunden lige nu, og det kan være rigtig svært at finde sporet af og til. Mørket gør kun udfordringen større, og her kan din lygte være til mere eller mindre hjælp. For lys er ikke bare lys. Der er stor forskel på lyskilders farvespektrum - tænk blot på forskellen i fx dit tøjs farve i sollys, neonlys og glødelampe.

Jeg to et par billeder til aften, og nægtede som sædvanlig at bruge blitz, så det er ikke meget man kan se. Til gengæld kan man se en meget interessant detalje på to billeder, nemlig en stor forskel i bladenes farve, ved to forskellige lyskilder.Det ville selvfølgelig være rigtig smart, om jeg så også kunne fortælle, hvilke lyskilder der er tale om på billederne, men det ved jeg sgutte, og jeg kan ikke se det i mørket =: )

Mere graffiti ...

Muren langs Assistens kirkegård på Jagtvej er populær blandt hærværksmænd og koner.
Skiltet på billedet fortæller at muren er gammel og fredet, og at kommunen i 2007 hidtil har brugt 300.000kr på at holde den ren.
Men det kan man ikke længere se, fordi taggere så har brugt skiltet til deres krusseduller ...

Og det her var så det indlæg jeg oprettede mobilt, men som jeg nu opgav at se overført automatisk. Men det virker, blogger mobil, når først linket mellem mobil og blog er oprettet.

I kan ikke slå os ihjel

Men måske kan vi klare det selv, når vi maler vores kunstnerisk avancerede graffiti.

Det kan også være vandalen bare ville gøre opmærksom på, at han her en meget lille tap på et stort korpus? For enden af min gade havde de engang stillads oppe, og fik malet facade. Samme dag stilladset blev taget ned, blev der med grøn spray skrevet PIK på muren.

Men det er godt at vandalerne ikke kaster sig ud i mere end de kan overskue ...

Er du til noget?

Jeg har før tænkt tanken, når jeg har stået med den lille split, der ofte sidder på den skivebremse-dims, der holder klodserne på plads i kaliberen. Det er den, har jeg fundet ud af.

For et par uger siden kørte jeg onsdagstur, og på vej hjem fra skoven mistede min bagbremse al kraft. Det var faktisk helt utroligt så meget kraft den mistede. Grebet gik helt ind til håndtaget, og der kom ikke så meget som en hvislende lyd fra kaliberen ...

Da jeg kommer hjem opdager jeg, at den omtalte split har taget flugten, og både tvær-dimsen såvel som klodserne set sit snit til at følge efter. Det ene stempel bliver taget rødhåndet godt på vej ud af kaliberen, mens fjederen sidder artigt tilbage.Så svaret er : Ja - den er faktisk til noget. Jeg havde aldrig forestillet mig, at den rent faktisk kunne gøre en forskel, men jeg blev klogere. Godt det ikke skete 15m fra toppen af Brevent i Chamonix ;-)

Super Anne-Mutti!

Jeg så lige Anne-Mette Nørregaard i TV-avisen på DR1, i et indslag fra en gletcher-redningsøvelse i Norge.

Anne-Mutti er sgu den sejeste tøs jeg kender. Så er det sagt. Og hvis du så tænker "ja, men hvad nu hvis hamderregin kun kender tøsebørn, der skal have krisehjælp hvis hanken på indkøbsposen knækker?" så skulle du lige checke hendes blog ud!
Og hvorfor skulle hun så lave gletcher-redningsøvelser i Norge? Jo, det er fordi hun sammen med to Norske jenter skal vandre 250km over Antarktis! Og selvom det ender på "tis", så er det altså ikke pis ...

Vis mig din stump!

Nej, det er ikke min kære Stumpjumper jeg hentyder til, men krejleraften med DMK.

Steen Go'e Ben har allerede blogget om aftenen i Formand Bob's kælder, hvor jeg selv fik underskrifter på nogle blå bilag, og en 30T TA klinge fra Peter Riis' kasse. Jeg havde ellers varmet op til stumpeaften på søndagsturen, hvor jeg lige rykkede et par tænder af den store klinge, men sådan en fandt jeg altså ikke i kramboderne. Og hvad pokker betyder to tænder fra eller til - der er jo 42 at tage af ;-)

Men der er jo altid nogen der skal tage tingene så bogstaveligt, så ikke nok med at Formanden hentede kassen med Danefæ i kælderrummet - han hev sgu også stumpen frem!

XC og slapstick

"Hvis man ikke går i jorden mindst een gang pr. tur, så har man ikke prøvet hårdt nok." Sådan ca. plejer Steen Go'e Ben at sige, og det er da heller aldrig kedeligt at køre en tur med ham.

Sådan var det heller ikke denne weekend, hvor jeg var på sladretantetur med bl.a. mr. Goodleg lørdag. Han har selv blogget om turen, så jeg skal spare jer for hele historien og springe direkte til jagten ...

Et sted i Rude, neden for Maglebjerg i nærheden af det lille kapel, er der et vandløb som at der engang var en bro over. Nu er der kun resterne af broen tilbage, der ligger og roder rundt i mudderet sammen med en masse store og våde grene. Jeg har lige skudt lidt genvej sammen med Jyden, da Grinebidderen og Stone kommer susende i svinget og sørger for, at komme ind på sporet foran os. Lige fremme er, eller rettere, var broen, og passagen er ganske enkelt skummel. Men ingen af de to vil give sig, så de brager ind i mikadospillet over vandløbet, men kun Brian kommer helt over ... Stone ryger i jorden, som i dette tilfælde er dejlig blød mudder og rindende vand.

Søndag skulle de gode ben skrue på cykel - han måtte efter eget udsagn gå de sidste 2km hjem lørdag, fordi hans i øvrigt stærkt knirkende boks afgik ved døden - så han hægtede sig først på søndagsturen ved Kaffekoppen i Hareskoven.
På vejen hjem satser han skjorten på den forkerte side af en stub, og kun et fantastisk ballistisk forlæns rullefald reder ham fra en Hustlergrøn skæbne i algehullet.
Senere ved broen over motorvejen, kører den gode Stone sin bagskifter og drop af led, og må trille til stationen i Værløse. Men sådan kan det gå, også for mr. Trailsiderepair-fix-it-all-in-a-minute-Hansen, der desværre ikke havde hverken ekstra motorik eller en ekstra bike lavet af strips med i vadsækken denne weekend =: )

Hit med mr. Poxycat!

Jeg kan lige så godt springe ud i det og indrømme: Jeg har set Hit med Sangen.

Zappede lige lidt, og så Rasmus Berg aka mr. Poxycat aka Bademesteren improvisere og gøgle sig igennem en sang. Jeg havde måske ikke lige tænkt på ham som sanger, men det klarer han nu meget godt, og så er han ikke genert for selv at digte med på teksten :-)
Fx besluttede han lige at Helmigs "Det' mig der står ..." skulle spilles som swing, og tjuhej havde han forvandlet studiet til et markedstelt, hvor han med krejler-blik croonede sig igennem. Hah.

Hvilken Elvis imitation på "Unchained Melody"! Igen med den originale tekst ... helt klart doped-up Elvis Vegas style!

Jeg har dog haft det lidt blandet med de shows, jeg hidtil har set ham i, men har overgivet mig til hans lettere psykotiske stil. Jeg tror sgu vi har rigtig mange gode grin tilgode fra den mand.

Men alt har sin pris, og denne hed Pernille Højmark, men Rasmus Berg var sgu sjov.

Skriv her eller tag med?

Så har jeg fået oprettet en mobil-blog og claim'ed den til HamDerRegin, og venter nu spændt på at se om mit første mobile indlæg bliver flyttet hertil fra mobil-bloggen.

Min mobil-blog: http://yumcoo595.blogspot.com/
Blogger og Sony Ericsson har samarbejdet om den her mobil-blog service, som er integreret i min nye K810i mobil. Før kunne jeg blogge via email, og det kunne jeg jo faktisk også gøre mobilt via GPRS. Med den nye service kan jeg sende MMS eller email med billeder til min blog, og det gør det jo noget mere interessant.

Min nye mobil har også indbygget RSS læser, og det er bestemt også en af mine nye yndlinger. Og når jeg nu har sådan en håndjernsaftale med Telmore, ja så skal jeg jo have brugt for 200kr/md, og det opnår jeg aldrig uden heftig trafik over GPRS =: )

Det' uhyggeligt

Jeg har lige set Angora by Night, og der var faktisk et sjovt indslag!

Dem er der ellers langt imellem, ud fra hvad jeg har set. Øv. Tror faktisk kun jeg har grinet af de siamesiske tvillinger i Nordisk Film butikken, men de er til gengæld også rigtig sjove! De har deres problemer med tre ben, een tissemand og to meget forskellige personligheder ...

I dag havde Simon en nordjysk gyserforfatter i studiet, og han læste meget drevent og mega uhyggeligt op fra sin bog; Det mega uhyggelige hus. Og det var mega uhyggeligt med den lyd, og de var mega bange, men så var det bare nogle chips, og så endte det hele mega hyggeligt alligevel, fordi det skal det altid. Heh.

Det jeg bare siger er ...

"Det jeg bare siger er ..." - den vending river i mine ører, og jeg syntes det breder sig.

Det startede med at jeg lod mærke til, at Pia K anvendte udtrykket i diskussion med journalister, sådan lidt i retningen af 'det kan godt være, at tyngdekraften virker ned af. Det jeg bare siger er, at jeg mener noget andet'. Men det er jo meget smart sådan at anerkende fakta, og så efterfølgende benægte lidt alligevel.

Og nu hører jeg alle mulige varianter af 'bare' at sige noget andet, og det kommer fra alle sider. Det kan godt være det er helt uskyldigt og harmløst at sige sådan. Det jeg bare siger er, at det irriterer mig så meget at jeg gider skrive om det ... og jeg er ikke engang helt sikker på hvorfor =: )

Hemmelige numre - hvorfor?

Hvad er det lige der er så fedt ved, at ligge et hemmeligt nummer ind på en cd? Den typiske model er, at sidste nummer slutter mens man kan se at afspilleren stadig kører. Efter nogle minutter starter så endnu et nummer, med samme trackID som det der klingede ud lige før ... Nå, ikke lige sådan at forklare, men du ved godt hvad jeg mener, ikke?

Men hvad skal det til for? Det irriterer mig grænseløst, at jeg fx ikke kan springe til det track på min afspiller, men skal vælge det nummer det ligger i halen af, og så spoole frem ... Det er sgu da åndsvagt. Mit værste eksempel er på Freewheelin' af Nina Forsberg (OneTwo), hvor pladens mest rolige track er det sidste, som så efter ca. 4 min. stilhed afløses af pladens mest energiske nummer. Hvad fanden er det for noget pis!?

Der var måske engang hvor cd-mediet var nyt og spændende, og det var bare vildt sjovt at lave den slags numre. Lidt ligesom påskeæg og andre skjulte budskaber i software. Høh, jeg mindes lige den legendariske Amiga-farce, med tilsvining af chefer og andet godtfolk i diverse "About" bokse, a la "We built the Amiga - and Commodore fucked it up", efter Commodores overtagelse. Det var sgu sjovt. For os brugere, altså, og helt sikkert også for programmørerne.

Men hvad er det lige en producer får ud af den lille ekstranummer-spøg? OK, jeg blev overrasket første gang jeg hørte Metallicas "... And justice for all" på CD (yeps, jeg har den på LP), da jeg lå og stenede sammen med en kammerat, og der pludselig kom et nummer mere. Men det er 15 år siden og så var det ligesom også det; ingen overraskelser - kun irritation.

Men hvorfor gør man det stadig? Der må være en god grund, som bare flyver hen over hjelmen på mig ...

God weekend

Det blev til en weekend med det dejligste efterårs solskinsvejr, så tiden fløj afsted som sporet under mtb'en.

Jeg startede med at køre en fyraftenstur med Lone i Geels fredag. Jeg arbejder ved foden af Geels bakke, så hun kunne lige samle mig op på vej hjem fra Hillerød, og så blev det til en times tid rundt i Geels.

Lørdag havde Rikke inviteret til tur med Husmoderforeningen, dvs. en tur med kaffe og kage i enden ... Jacob og Coolbikes var også med - Jacob kan jo lugte kaffe på 8 km afstand, og Cool har en ting med husmødre - samt en af Rikkes kolleger og senere også hendes chef. Vi mødte en solorytter der spurgte, om han måtte hænge på, og det gjorde han så. Han viste sig at være fra Tversted, så det var jo som at få besøg hjemme fra :-)Efter 3-4 timer rundt i Geels og Rude blev fårene skilt fra bukkene; Jacob, Rikke og jeg selv erstattede de forbrændte kalorier vha. kernemælkshorn og kaffe, som vi indtog i solen ved Jacobs arbejde, Vandværket i Holte.

Søndag kørte jeg med som træner på DMK's U16 hold, og mødestedet var Kaffekoppen i Hareskoven. Det kan være svært at holde styr på ungerne når vi kører længere ture; nogle flyver afsted, og andre hænger lidt, og så prøver vi at holde dem alle i gang med ekstra loops og bakker. I dag droppede vi intervallerne og sørgede i stedet for, at få kørt nogle bakker, så alle fik sved på panden. Jeg havde Mogens Thrane og Kim Andersen med, og han var rigtig god til at få sidste mand med. Det er et cirkus hvis man er alene med dem; ligger man forrest mister man bagtroppen, og ligger man som sweeper kører spidsen helt sikkert væk. Men deres energi og gå-på mod smitter, og det er sgu altid sjovt at køre U16 turene.

Bob Love kan heller ikke forstå, hvorfor der ikke er flere der vil være U16 trænere ...

Klap!

Jeg har altid haft det sådan med musik, at en enkelt lille detalje kan gøre hele forskellen for mig. En guitarlyd, en frasering, et synth bib - et klap. I dag vil jeg hylde håndklappet i popmusik ... og måske også knap så populær musik.

Håndklappet er garanteret et af vores arts aller aller ældste udtryksmidler, og det er sjovt at se sig selv som del af den historie. Prøv lige at tænke efter, hvor mange forskellige signaler du kan udtrykke ved at klappe? Det er jo hele spekteret, når vi regner kropspositur og vokal med, men det rene klap kan nu også meget selv. Sofistikeret rytmearbejde eller massepsykotisk glædesudbrud; klappet er inden i os, det vil ud og det finder en vej.

Hvis man i disse dage åbner for P3 er der god chance for, at høre "Autumnsong" fra Manic Street Preachers seneste skive, "Send away the Tigers". Jeg fik cd'en i føs'dagsgave af min søster, og Autumnsong har et rigtig lækkert klap. Det er måske ikke det mest akustisk distinkte klap, men det tjener sit urgamle mål og driver maskineriet fremad.

Bo Kasper og hans Orkester leverer et sådant akustisk distinkt klap på "Vilka Tror Vi At Vi Är" (også albumtitel), hvor det sammen med tamburinen bringer dig direkte ned i den brune sofa i studiet, bag tomme flasker og utømte askebægre på sofabordet med kakler. Dér sidder du og prøver at være cool, med hænderne limet fast i lommen. Og så kommer den indre Neanderthaler frem ... du kæmper imod men må give fortabt, og hænderne ryger ud i rummet og klasker mod hinanden, mens Neanderthaleren smiler som en spasser på coke. Du klapper.

Brendan Benson (The Raconteurs) undgår vi-klapper-sgu-hele-vejen fælden, med en velafmålt mængde klap på "Alternative to Love". Sangen kører sådan lykkeligt derud af, og bygger hele tiden lidt mere på. Men når klappet også kommer med fra tid til anden, ja så kører det altså bare fint.

Håndklappets top 4

1. Vilka Tror Vi At Vi Är - Bo Kaspers Orkester
2. Alternative to Love - Brendan Benson
   
3. Autumnsong - Manic Street Preachers
4. Clap Hands - Tom Waits

Ha! #3 er et trick-svar; der klappes slet ikke på nummeret! Der er til gengæld en masse claves og halløj ... Det er jo noget der hen af, men alligevel ikke helt det samme.
Og der findes masser af andre fede sange med klap på, men de må hyldes en anden dag.

Der er også lige den variant af klappet, vi finder til en gennemsnitlig dansk koncert, hvor publikum insisterer på at klappe på 1 og 3, istedet for 2 og 4. Det er groft sagt som forskellen på march og gospel men folk klapper af glæde, så fred være med det. Men så kan det jo også være, at de giver sig til at synge med ... Og det er en helt anden historie og noget de skal holde op med, lige nu. Klap i.

Usability breakdown

Jeg har overtaget min søsters køleskab. Men til hvilken side skal denne køleskabsdør åbnes?

Nej, forkert ...
Men det er nu min egen skyld. Lågen kan byttes om til den anden side, men jeg kan ikke rigtig få løsnet hængslet i bunden, så den sidder stadig som den kom. Men jeg besluttede fra starten af, at jeg lige så godt kunne flytte håndtaget over i den anden side med det samme ... Og der sidder det så nu. Bare for at nare fjenden :-)

Det minder mig om en bog af Donald Norman, "The design of everyday things". Bogen omhandler så ophidsende emner som kognitiv psykologi og netop placering og udformning af håndtag, knapper, trafikregulering og andre dagligdags ting.
Det er nok langtfra den mest akademiske bog jeg har læst, men til gengæld en af de aller vigtigste i hele min studietid. En lang række af aha-oplevelser er ikke sådan at kimse af!

Og for bare lige at tage den i opløbet, så betyder 'at kimse' at ringeagte, så det ...