Vuelta Malene

Sommeren er over Grønland, og skiene er blevet skiftet ud med mount'nbiken igen. To gode og forskellige aktiviteter, der alligevel har så mange ting til fælles.

Sådan som jeg bruger ski og mtb her i Grønland har de i hvert fald. Skiløbet er klart bedst som randonée; der er kun en ret kort langrendsløjpe og en enkelt piste, så det bliver hurtigt lidt trivielt. Men hvis man fortsætter op over pisten og kører ud i baglandet, er der pludselig masser af muligheder.

Sådan er det også ca. på mtb. Der er en kort strækning med en slags spor fra Annersuaq her i Nuussuaq og ud til dumpen bag lufthavnen, og her efter bliver det ret sporadisk. Men der er til gengæld mange flere muligheder for variation ude ved dumpen, hvis man altså er til lidt teknisk kørsel på klippe. Og det er jeg tilfældigvis.

Den hellige almindelige onsdagstur kører fra Annersuaq ud til dumpen, og op af Quagssugssuaq (Lille Malene) til toppen af den lille lift. Der fra ned af pisten på Lille Malene til 'grusvejen' ned mod Malenebugten og tilbage til Nuussuaq. At kalde det en grusvej er en tilsnigelse - i DK ville man nok få FDM på nakken ved at kalde det en vej.

Men hvad gør man så, hvis man gerne vil køre en lidt længere tur? Svaret er, at man accepterer nogle overbæringer med cyklen på nakken over nogle passager med store sten, og tager en tur rundt om Quagssugssuaq (Lille Malene).

Man kan køre turen fra dumpen mod Qinngorput, men jeg foretrækker at tage den den anden vej rundt. I søndags lavede jeg et GPS spor på den, og satte et par markers ind undervejs. De afslørede en tur på 17 km (hjem/hjem) med en gns. hastighed på ca. 9 km/t, 1:56 time i bevægelse og 708 højdemeter.
Hvis man fratrækker turen fra Nuussuaq til Qinngorput, som foregår på asfalt, er det en rundtur på ca. 14 km, og de forskellige sektioner havde snithastigheder fra 4-9 km/t. Så nogen hi-speed rute er det bestemt ikke!


Vis Vuelta Malene på et større kort

Nå, men jeg har også haft kameraet med rundt, og det kom der en lille film ud af. Musikken er 100% trail-godkendt - man kører beviseligt bedre mount'nbike med lidt progressivt aggressivt musik i ørerne.

Vuelta Malene 2010 from jesper regin on Vimeo.

Takker af på Hjortetakken?

Sidste søndag i april tog jeg på ski-ekspedition med Martin fra Aapakaaq. Han havde, fra lejligheden i Tårnene på Jagtvej, udset sig en linje på Hjortetakken.

Han havde også arrangeret båd-lift med Tobias, der fik lejlighed til at lufte sin überfede Targa 25, hvor Karen og Anni optrådte som fuldbefarne matroser. Så med kølvandet mod en latterligt blå og skyfri himmel, ski og smukke kvinder ombord, var scenen sat for en perfekt søndag.

Inde i Kobbefjord fik vi gummibåden i vandet så ekspeditionen kunne blive landsat, og så gik turen ellers ind mod Hjortetakken. Vi lavede en lille depot-camp tæt ved vandet, hvor vi skiftede til alpinstøvler og diskuterede hvilken vej vi skulle foretage vores approach mod toppen. Der var en kløft der dikterede en linje enten til højre eller venstre. Efter noget palaver blev vi enige om at gå til venstre, og krydse over på toppen med skiene på rygsækken. Efter 50-100m tog vi derfor skiene på, og gik til højre for kløften ...

Der var et mindre lag fint sne oven på en iset kappe, hvilket voldte en del problemer. Jeg klarede den nogenlunde med steigeisen på Dynafit bindingerne, men Martins fremdrift tog efterhånden karaktér af sideværts bevægelse, så han valgte at smide skiene på ryggen igen. Og sådan gik turen videre; Martin travende den lige linje, og undertegnede traverserende frem og tilbage, op, op, op.

Et sted omkring 500 moh var det definitivt slut med fremdrift på ski, så de røg på rygsækken og frem kom steigeisen og isøkse. Hvilken lykke at få brug for så meget grej på én dag! At slynge isøksen i den stive skråning mens steigeisen sørger for solidt fodfæste, er simpelthen uovertruffent. Det burde faktisk kunne skrives på recept.

Martin forsøgte ganske vist at argumentere for, at de steigeisen han havde glemt på båden alligevel bare var for tøsebørn ... men så kunne han til gengæld placere en isøkse i hver hånd! Og sådan gik turen nu direkte op mod top-kalotten, på en dejlig stiv skråning med den bedste udsigt hele vejen rundt.

I 800 moh var der (på vores linje) kun klippe tilbage på top-kalotten, så det var tid for at få lidt frokost inden nedfarten. Og når man starter turen med landgang fra gummibåd, så er 800 moh = en 800 højdemeters tur - og vi startede endda ved lavvande.

På nedfarten fik vi lov at kæmpe lidt med det isede underlag, især på det øverste stykke, hvor vi havde placeret os så vi skulle ned gennem et par klippestykker for, at komme til det åbne. Men så gik det ellers bare ned over. Vi havde nedefra udset os en linje, der som altid var lidt svær at finde oppefra, men det lykkedes faktisk helt efter planen. På hele det stejle stykke løb sneen ret meget, men det var ikke alvorligt med det tynde lag oven på iskappen. Lidt spændende er det dog altid, med en lille sidelæns tur når man krydser den løbende sne ...

På det sidste stykke ud mod fjorden kunne vi se Skipper Tobias og pigerne ude på vandet, så med udsigt til også at blive samlet op igen, kunne vi kun være stærkt tilfredse med en god skitur. Vi havde fået lov at arbejde for turen, men når man også kan få lov at bruge en masse grej, er det jo en ren fornøjelse. Vores klatreseler fik vi dog ikke brug for, men havde vi holdt os til den oprindelige linje kunne de godt have været nyttige.

Ugen efter fik vi flere dages regn, og der efter satte foråret ind med 10-14 grader til langt ud på aftenen, hvilket fik sneen til at forsvinde hurtigere end man kan sige 'Eyjafjälljokull'. Man kan sikkert finde en skitur på en af gletcherne i området, men måske var det sæsonafslutning på Hjortetakken, og så siger vi bare "tak for turen!"
Der er lidt flere billeder på Picasa ...

Nyt legetøj

I løbet af april ankom mit nye stykke legetøj, en knald-orange Prijon Marlin havkajak. Uheldigvis ankommer spraydeck, pagaj og vest først i løbet af maj, men så er det jo godt at man kan låne.

Jeg har heller ikke fået fat i en oplagsplads endnu, men heldigvis var der plads til en ekstra kajak i Dorthes krybekælder. Det er lige på den anden side af nødhavnen, og vi er flere der har fået plads dér. Vi har planer om at søge arealtildeling til vores egen oplagsplads tæt på vandet her ude i Nuussuaq et sted - skal bare lige finde det helt rigtige sted først.

Prøve-sidning inden Marlin ryger ned i Dorthes kælder.

I sidste uge kom jeg endelig ud på jomfruturen i Marlin, en herlig aftentur fra Nødhavnen og ind i fjorden mod Paradisdalen/Kuaninguit. På et eller andet tidspunkt bliver jeg nok også nødt til at tage mig sammen, og lave en kontrolleret kæntring med skuden. Får det allerede lidt koldt bare ved tanken ...

Aftentur med Dorthe, Mira og Aili. Jeg var smart nok til at glemme solbrillen, men havde husket en gul hue ...

Hverdagsmysterium: Mere mælk

Skruelåg, midlertidigt eller ej, er ikke det eneste ved en mælkekarton der kan puzzle mig.

Her i grønland køber jeg mest UHT behandlet mælk, som ikke har skruelåg. Faktisk køber jeg udelukkende UHT behandlet mælk, da den flyfriske økologiske har en literpris på 45kr, og så kan jeg egentlig godt affinde mig med UHT mælkens associationer til tyske autohofs.

Men UHT kartonerne har et fladt plastic låg med en foliestrip under, og her er det det bliver mystisk, når foliestrippen skal afmonteres. Det lyder let, det ser let ud, og alligevel går det rystende ofte galt! Tillad mig at demonstrere:

Hvad vi har.

Hvad vi ønsker.

Hvad vi får.

Når man hiver i foliestrippen, har den en kedelig tendens til at efterlade filmen i åbningen. Dér står man så og må have en kniv eller lignende til hjælp, så den eftertragtede mælk kan gøre sit job på havregrynene.

Ja, der er mange hverdagsmysterier, hvis bare man ikke er for smålig og sart med emnerne.

Integration

Jeg kan blive dansker.

Det tog mig 8 minutter at få 38 rigtige ud af de 40 spørgsmål i Statsborgerprøven. Jeg var åbenbart for pessimistisk mht. stemmeprocenten ved folketingsvalg, og så anede jeg ikke hvad Septemberforliget handlede om ...

I sidste uge havde vi fået sne her i Nuuk, og så var det oven i købet et fantastisk vejr. Så jeg besluttede at jeg måtte have det der arbejde til gode, cyklede hjem og gik ud på ski i stedet. Her i Grønland kan jeg endda vælge, at se det som et tegn på vellykket integration.

Randoneé Nuuk

Så blev det endelig tid til en ordentlig debut for det nyindkøbte Dynafit randoneé udstyr, da lørdagen bød på tur over både den lille og den store Malene.

Lørdag formiddag var den store lift endnu ikke åbnet, så det lignede en start op af den ellers fint preparerede piste på Lille Malene. Men så fik Morten og Arne lokket nogle liftfolk til at give os et lift med snescooter til toppen - uha, sådan en maskine gad jeg godt eje!

Vi var blevet en hel flok der skulle afsted på randoneé, og de fleste af os på ganske nyt Dynafit udstyr; forskellige versioner af Se7en Summits ski med TLT Vertical FT bindinger og tilhørende feller. Fra toppen af Lille Malene gik vi mod bagsiden, hvor Arne Hardenberg guidede vej ned gennem klipperne. Vi har jo haft en rystende snefattig vinter her i Nuuk, og først i løbet af sidste uge kom der et rigtig brugbart lag. Men der er stadig ikke mere, end at man skal se sig rigtig godt for, og når man hører en brutal lyd under støvlerne skal man tænke "det er bare grej. Det er bare grej". Men så er man jo fri for at gå og bekymre sig om, at lave de første ridser i skiene. Check.

Bagsiden af Lille Malene.

Nede i dalen satte vi kursen mod Store Malene, og snart var det tid til at montere fellerne på skiene, så opstigningen kunne begynde. Det første stykke var det kun en let stigning med støvlen på trin 1, men snart blev den drejet op på trin 2. Det går overraskende stærkt op af bjerget på randoneé, og snart var vi på trin 3 og fik trukket nogle hurtige højdemeter ind under plankerne.

Hvis man er vant til at blive trukket op med lift, drøne ned og tage liften op igen, kan det selvfølgelig virke som urimelig hårdt arbejde, at gå op af bjerget for at fyre det hele af igen på et par minutters nedkørsel. Måske er det bare alderen der gør det, men randoneé giver rigtig god mening for mig. Ja, det er strabadserende at gå op, men det er på den gode måde. Og hele pakken, både opstigningen og nedkørslen, er en storslået oplevelse.

På toppen af Store Malene blev fellerne afmonteret igen, og turen gik nu ned over en i første omgang meget iset bjergside. Der blev slået nogle huller i den hårde overflade, men alle nåede vel ned over turens værste stykke. Længere nede blev sneen blødere og dybere, og af og til var der endda luksuspudder at køre i! Men det kræver lidt øvelse at håndtere den oftest meget hårdt pakkede sne, og ikke mindst de meget skiftende forhold; bedst som man flyder gennem det ene bløde sving efter det andet, rammer forskien en benhård overflade, og så skal der reageres lynsnabt!

Men det var en fantastisk tur ned, hvor jeg fik fornøjelsen af både at styrte i dyb sne, og at opleve at køre sidelæns ned med en lille lavine jeg fik skåret af. Det hele blev naturligvis fanget på hjelmkameraet.

Pause inden turen tilbage op af Lille Malene. Mira, Martin, Arne, Jesper, Kisser, Morten.

Så nu behøver Dynafit ikke nøjes med Elbrus, Aconcagua, Mt. Everest mm, men kan tilføje Uvkusigssat (Store Malene) på Se7en Summits grafikken. Det er en lille gave fra os til marketingfolkene hos Dynafit.

Faceless Facebook

Hver gang jeg ser en Facebook profil uden billeder, undrer jeg mig lige lidt.

Det er altså pænt mærkeligt at have en profil på et medie ved navn Facebook, og så ikke sætte et billede på. Eller at sætte et billede af en solopgang eller sin babys tæer på.

Ja ja, det kan da være jøwt nok (det er nordjysk og betyder en slags sjov) med et 'alternativt' billede af og til, og jeg forlanger jo heller ikke at man skal sidde der med vandkæmmet hår og et påtaget smil.

Men mit spørgsmål til de helt billedløse er: Hvilken del af ordet Facebook er det du ikke forstår?

Hverdagsmysterium: Mælk

Der er mange små mysterier i hverdagen, og der er faktisk ikke noget der er for småt til, at komme en tur på bloggen.

Mælkekartoner er efterhånden en gammel ven på mysterielisten, og årsagen er den høje Tetra-pak med skruelåg. Rundt om skruelåget er kartonen udstyret med teksten "Midlertidigt skruelåg", og her er det det midlertidige aspekt der puzzler mig.

Hvad menes der med midlertidigt? Holder det på et tidspunkt op med at være et skruelåg? Hentydes der til funktionens flygtighed, i fald jeg vælger at smide skruelåget i affaldsskakten? Eller er selve løsningen med et skruelåg midlertidig i den forstand, at Arla eller Tetra-Pak har et team af ingeniører travlt beskæftiget med, at arbejde på en bedre løsning? Skruelåg 2.0? Måske en luge? Det midlertidige skruelåg er i hvert fald et midlertidigt mysterium.

Nytårsferie i Val Thorens

Jeg var en tur i Val Thorens over nytåret 2009/10, og havde selvfølgelig Helmut cam med. Det kom der nogle lange optagelser ud af, som jeg undtagelsesvis har klippet sammen til et par korte film.

Da jeg sad og kiggede det hele igennem, var der et par ting der kendetegnede optagelserne:

• Jeg har næsten kun filmet off piste, selvom der trods alt blev kørt mest on piste.
• Sne + gråvejr = ubrugelige optagelser.
• Der er næsten ikke andre med på optagelserne (du står jo ikke og kigger på pudderet og venter på, at der kommer nogen og kører det for dig, vel?)

Foreløbig er der 3 film på Tuben, og så er der en kælkefilm på klippebordet.
De kan naturligvis ses i fuld størrelse på Tuben ...

Hovedet på bloggen - 2010

Så blev det 2010, og der er sket et par ting siden bloggen gik i stå i efteråret 2009. Egentlig gik den i stå fordi der ikke skete så meget, men når man så kan samle op over flere måneder, så kan det alligevel blive til lidt.

I løbet af oktober satte frosten ind, og Stumpjumperen fik monteret pigdæk. Det kom der et par sjove fjeldture ud af, og jeg fik endda kameraet med på den første tur sammen med Morten og Kona.



Men efter frosten kom der tø, og så kom der frost igen - og sne, og så var det slut med at køre i fjeldet. Pigdækkene røg over på Kona'en, og cykelturene røg ind i spinning lokalet hos Fit&Fun. Dér blev jeg så hyret som instruktør, så nu får jeg faktisk lidt mønt for at træne. Najs.

Sidst i november var der så sne nok til at jeg kunne smadre mit knæ på børnebakken på Lille Malene, men de grimme billeder skal ikke blandes sammen med nuttet-hund-på-is ...