fredag den 4. juli 2008

Friday Night Skate

Så lykkedes det mig endelig at komme med på Friday Night Skate - en organiseret rulleskøjtetur i Københavns gader, med politieskorte for og bag. Cool.

Jeg har egentlig kendt til turene ganske længe, men alligevel er det aldrig blevet til noget før nu, hvor jeg kom på loftet efter de gamle K2 inliners. Det var Marli fra DMK der kom med opfordringen på mtb.dk, og da jeg jo er blevet opfordret til at lave lidt andet end altid at cykle, ja så var det jo helt oplagt at køre med, i det dejlige sommervejr.
Foruden Marli og Skøjteprinsessen dukkede Kenny, Jyden, Storebjørn, Diana og Steen Defekt Ben op. Det er über fedt at skøjte ned af Vesterbrogade, over Rådhuspladsen, Bredgade, Østerbrogade, Jagtvej, Fælledvej osv - ude på vejen, hvilket jo normalt ville foregå med livet som indsats. Tempoet er selvfølgelig så alle kan være med, så det bliver af og til lidt tæt, og man skal lige huske at se sig godt for. Men stemningen er god, og langs ruten klappede og piftede folk fra fortovscaféer og torve, som var det et udbryderfelt fra den foranstående Tour der kom forbi. Nice :-)
Og så fik Steen atter lejlighed til at demonstrere hvordan intet grej er for godt til, at han ikke kan lave defekt på det. Ikke noget med tubeless eller simpel airless, nej, han formåede at pifte et hjul med massive ringe! Det var vist kuglelejeless eller glueless eller sådan noget, i hvert fald kørte han det meste af turen på 7 hjul, hehe.
FNS kører ca. hver anden fredag fra april til september, med start kl. 20 fra Solbjerg Plads bag Frederiksberg centeret. Så find rulleskoene frem og tag med - det gør jeg helt sikkert igen.

torsdag den 3. juli 2008

Miraklernes tid ...

Miraklernes tid er endnu ikke forbi - det er lykkedes mig at overtræne og derved redde mig en belastningsskade! Hvem havde nu troet det skulle ske?

Ikke mig, i hvert fald. Jeg har hele foråret døjet med mit venstre knæ, men stædigt troet på, at det var et spørgsmål om at få justeret alle mine nye sadler, pedaler, sko og klamper korrekt. Det er sandsynligvis også her jeg skal finde kilden til skaden, blandet med en for mig hidtil uset opskruning af træningsmængden.

Jeg var i dag forbi Mikkel Baagøe Andersen på Riget, og han kunne sætte mange fine ord på problemet - ca. det eneste jeg kan huske er dog 'overbelastning'. Problemet er to-delt, og kan formentlig delvist løses ved at få styr på de klamper, og fodens vinkel på pedalen. Det er noget jeg kan forholde mig til, og også havde en mistanke til i forvejen.

Den anden del var noget jeg anså for et mindre og lidt spøjst problem, nemlig en 'klikken' i knæhasen. Det gav dog Mikkel et helt andet og mere alvorligt ansigtsudtryk, især da jeg strakte benet ud, og han ligefrem kunne høre klikket ... Det er her overbelastningen ligger - noget med at trække, så min nyfundne dille med at træde/trække raceren igang i tungt gear, er nu lagt på hylden, i al fald for en stund.

Der er dog ikke nedlagt totalt cykleforbud, men jeg skal tage det lidt roligt, og også gerne finde på noget andet at lave ... bum bum bum, hvad kan jeg så finde på?
Jeg har dog aflyst min deltagelse på DMK turen til Garda, også fordi min bil atter er blevet opmærksomhedssøgende; noget med et knækket forrør, suk.

Men en tur til udlandet skal det nok blive til. Har tænkt på Tæppeland, Friluftsland eller Bonbonland. Eller måske Jylland? Så kan jeg også heppe på mine klubkammerater til DM :-)

onsdag den 2. juli 2008

Boom bang crash!

Så lykkedes det endelig - at styrte uden at ødelægge mig selv!

Jeg har været på onsdagstur til aften, for første gang i rimelig lang tid, og hvilken tur det var. Jeg var lidt kåd og mødte op 17:10, og trillede ind for at lege lidt med kælkebakken. Men at piske op og ned af den er herre dårlig opvarmning, kan jeg fortælle ... Så tilbage til Skovbrynet med mig, i god tid før kl. 18.

Der var selvfølgelig ganske mange der var mødt op i det fine vejr, og kaos omkring opdeling i hold havde i hvert fald ikke ændret sig siden sidst ;-)
Men afsted kom vi, og jeg valgte at køre med bl.a Coolbikes og Grinebidderen, på en tur der skulle have "flow" som nøgleord. Efter 1-2km mangler vi så Sone Land; det er lykkedes hende at knække kæden, langt tilbage, og det er lykkedes hele gruppen at køre videre ... Samlet igen kører vi videre, og snart skal jeg da lige over en træstamme der ligger og keder sig, helt tæt på sporet. Men den giver sig ikke uden kamp, og jeg ryger simpelthen over rattet på den anden side, og må parere med arme og ben da cyklen kommer flyvende efter.

Nå, op igen, kun et lille trælår, og Lefty får selvfølgelig skylden. Turen går videre, med alt andet end flow, og i grunden urimeligt meget grusvej. Hvad skulle vi dog der, når nu sporet er så dejligt for tiden? Jeg havde faktisk helt glemt, at der også kan være samling på en onsdagstur, men det mindede Kenny mig om da vi mødte hans gruppe: Furesøbad kl. 19:30 råbte han.

Så satte vi kursen derover, og på vejen kom vi forbi den største af de nye NorthShore stammer på det røde spor. Jeg har stadig en blokering mod at køre den helt til enden - vil af mærkelige grunde ikke rigtig droppe den halve meters penge fra den skinny ende på Cannondale'en - men tage den ud til siden 2m før ville jeg åbenbart godt :-)

Fra Furesøbad gik turen mod Skovbrynet igen, og der hvor sporet deler sig, ved shelteret ved Kolle kolle/Bådfarten, var den gal igen. Jeg skulle lige ned af det midterste spor - det dér ude på knolden; møg stejlt og med både regnvandsspor og rod på tværs. Der blev filet heftigt i forbremsen da jeg opdager en fladmast juicekarton ... Jeg er så opsat på ikke at ramme den, at jeg naturligvis styrer lige ind på den med forhjulet, med det resultat at jeg glider 20-30cm uden kontrol, og da forhjulet slipper kartonen og griber fat i underlaget igen, ja så må jeg atter forlade skuden. Denne gang er jeg lidt mere grundig, og skraber både knæ, albue og underarm, men ellers er både Optimo og jeg selv uskadte.
Så jeg kan altså stadig vælte uden at ødelægge mig selv. Godt at vide. Nu skal jeg i øvrigt have Mikkel Baagøe til at kigge på mit knæ i morgen - det jeg har døjet med hele foråret - så jeg må hellere forberede det lidt ved, at tage raceren til arbejde i morgen. Kan jo ikke møde op hos doktoren med en periodisk fejl, høhø.