Kajaktur med bonus

Så fik jeg endelig prøvet at ro kajak, og så kunne jeg jo også lige så godt se en hval, nu jeg var i gang ...

Mira, Dorte og Christian skulle på fjorden, og var så flinke at invitere mig med. De var advaret om at det ville blive min kajak-debut, i den venligst udlånte kajak med tilhørende våddragt. Vi startede ud søndag formiddag fra Qinngorput i fremragende vejr, og satte kursen mod først Atlanthavnen i Nuuk, og videre mod Kolonihavn i Godthåbsfjorden.

Allerede inden vi nåede frem til havnen var jeg pinefuldt klar over, at jeg var i gang med noget nyt - jeg er ikke vant til at sidde fastlåst i en ret vinkel, og tamper tydeligvis heller ikke hårdt nok i tasterne til daglig. At være iført kraftig neopren + fleece + goretex jakke + redningsvest var heller ikke ligefrem befordrende for mobiliteten. Våddragten var også lige lidt for lille, så hvert tag var lidt som at skulle strække en elastik ud ... Det var varmt og hårdt!

Så yderst på næsset, omkring Sana, måtte jeg på land og hive lidt i våddragten, justere på ror-pedalerne og afmontere fleecen. På vej ud igen lykkedes det mig så at havarere kajakens ror, så jeg måtte enten nøjes med at dreje til venstre, eller gå på land igen. Heldigvis bor Christian lige i nærheden, og iført tørdragt og spraydæk hentede han lige en svensknøgle, så vi kunne afmontere roret.

Så gik turen videre ind i Godthåbsfjorden, forbi Kolonihavn, Myggedalen og Spøgelsesbyen. Frokosten foregik på øen lige udenfor nødhavnen, og altså ca. 500m fra min bolig, hvor vi kunne sidde og drikke kaffe og se på et par hvaler ude i fjorden.

Efter frokosten roede vi ud for at hilse på hvalerne, og nu har jeg således også set sådan en - i 1. parket på ca. 15m afstand! Det var sgu fornøjeligt at sidde der på række i kajakkerne, mens hvalen lige kom hen og blæste en gang, hvor efter den dykkede ned igen - lige foran os.

Det var en rigtig god tur og en god oplevelse, men også en hård oplevelse. På vejen tilbage kunne jeg næsten ikke løfte min venstre arm længere, og manglede fuldstændig kræfter til at styre skuden i bølgerne ud for næsset. Ja, på den sidste del begyndte det at blive lidt ynkeligt, og hvis jeg havde været fanget ret meget længere i den plastik-cigar, er jeg bange for at jeg simpelthen bare ville have rejst mig op. Det havde jeg i øvrigt rimelig svært ved, da vi endelig nåede Qinngorput igen.

Men det blev også til 22km og 6 timer i bevægelse. Ja, GPS'en var selvfølgelig også med, og det var VIO kameraet også. Det er sgu smart at det er vandtæt:



Filmen kan ses i fuld størrelse på youtube.com

Den første sne ...

Så faldt den første sne her. Det gjorde den faktisk allerede fredag d. 4/9, og siden er Sermitsiaq, Hjortetakken og Store Malene langsomt blevet bleget - for det bliver stadig kun liggende på toppen.

Efter en rekord-tør sommer i Nuuk, og temperaturer jeg egentlig heller ikke kan klage over, kom efteråret ganske brat, som hev moder natur en hel stak blade af kalenderen i ét hug. De afslørende lyse nætter er selvfølgelig gradvis blevet mindre lyse, og nu så lidt lyse at cykellygterne er fundet frem igen. Men temperaturen faldt pludselig, som Anders And der opdager han er vandret ud over kanten; en hel masse på ingen tid. Min gamle ven vestenvinden er også dukket op her og vi skændes lidt, når min vej til Nuuk downtown bliver modarbejdet med 20-35 m/sek. Til gengæld bryder jeg hastighedsgrænserne på vejen hjem gennem passet. Men når så det hele står stille igen, og solen falder ind på bjergene omkring mig, ja så er det kun de flammende efterårsblade der mangler.

7. september - nej, der er ikke pludselig opstået en vulkan på Sermitsiaq.

Sermitsiaq, 15. september i aftenlyset.

Store Malene 13. september i eftermiddagslys.

Store Malene 15. september i aftenlyset. Den snedækkede top af Hjortetakken kan ses lige over kranens arm.

Fjeldklatring på Qupik

Jeg har meldt mig ind i den lokale klatreklub Aapakaaq, og var i weekenden med på en fantastisk tur ind i fjorden, med fjeldklatring på Qupik. Og sikke noget pis - endnu en udstyrssport!

Formandinden Aili har haft besøg af nogle meget rutinerede og meget rare norske klatrere, som tilbød at give interesserede medlemmer en introduktion til fjeldklatring. Den mulighed skulle naturligvis ikke undslippe, så lørdag morgen var jeg med båden der sejlede 6 forventningsfulde Aapakaati ind i Uummannap Sullua - fjorden på nordøst siden af Nuuk-halvøen.
Vejret var gråt og en lille smule vådt, men da vi ramte skrænten neden for Qupik var der blot lidt tåge tilbage. Og så var det bare om at vandre de 300 hm til campen med alt vores grej.

Christian og Audun

Aili og nordmændende havde været på stedet hele ugen, og havde også været på toppen; en tur på 10 reb-længder. Efter at have sat teltene op og fået lidt frokost, fik vi en gennemgang af diverse sikkerhedsprocedurer, knob og udstyr, og så gik turen op over en stejl blokmark til klatresiderne endnu 300 hm over campen.
Ved bunden af væggen gennemgik og demonstrerede Audun atter standplads rutinen, installerede Aili som sikringsperson og klatrede selv op som rutefører. Med en sikret rute (nu med topsikring) klatrede Aili efter, og der efter kom vi alle op en efter en. Det var mit første forsøg med ægte fjeldklatring, og det var fedt! Det var en kort rute, men med en god forhindring et par meter oppe, og så primært friktionsklatring resten af turen op.

Audun fører ruten mens Aili sikrer

Fra toppen rappellede vi ned, dem der havde 8-tal brugte det, og resten af os brugte ATC bremsen. Det var slut på lørdagens program, og tilbage var kun turen ned til campen og en velfortjent øl.
Søndag blev vi inddelt i to-mands reb hold med en norsk instruktør til hvert hold. Det var som sagt meget rutinerede og rolige folk, med både humoren og overblikket i orden, så det er svært at forestille sig bedre. Jeg følte mig i hvert fald meget tryg, da jeg - efter grundig instruktion i brug af kiler og cams/friends til sikring og bygning af standplads, atter begav mig op til væggen med makker Finn og instruktør Tore.

Første mission var at lave en standplads, og derefter bevæge os to reblængder op; dvs. Tore førte en rute op, og Finn og jeg fulgte efter i hvert vores reb. Man anvender altid to reb til fjeldklatring, og da vi havde 1/1 reb med kunne vi altså benytte hver vores på den nu sikrede rute med sikringsmand på toppen. Oppe ved Tores standplads blev vi atter sikret på pladsen, hvorefter Tore førte ruten videre op.

Den sidste rute havde et vanskeligt moment (for amatøren), men til min store tilfredsstillelse lykkedes det mig at komme op, ved hjælp af en teknik Audun havde forklaret; jamming. Underligt at klemme sin hånd ned i en sprække og vride den, så man kan trække sig op i et par fastklemte fingre!

Finn på lørdagens rute

Desværre begyndte Finn at få kramper, og valgte derfor at gå tilbage til campen, da Tore tog os med til næste udfordring. Det var starten af en rute de tidligere havde fulgt (næsten) helt til toppen, og her fik jeg min sag for! En stort set lodret sag med en enkelt hylde og alt for lidt at plante fødderne på. Jeg måtte skifte side på stramt reb, og også have et 'hiv' på et tidspunkt, men jeg kom op - med en total mangel på stil, da jeg til sidst skulle ud på en knold og kom til at kigge ned, i mit (forgæves) forsøg på at finde noget ordentligt at sætte foden på - men jeg kom op!

Jeg var godt slidt da jeg stod på afsatsen midt på fjeldsiden, men en stor oplevelse rigere. Og når nordmændene engang kommer tilbage til civilisationen, har jeg måske også et fotobevis på det ... (og det er så lige postet her over).

Tore var smart nok til at pakke en solid og rund taske ...

Efter at have rappellet ned var der kun blokmarken tilbage, nedpakning af camp og så retur til Nuuk. Mandag sad jeg på kontoret og var (næsten) så træt som efter et 24h løb, og drømte om bjerge. Tirsdag bestilte jeg nogle kiler og slynger på nettet, og fandt en fjeldklatrevæg på vejen hjem, 500 m fra min bolig. Checkede den i dag; man kan gå rundt og op til toppen, og der fandt jeg simpelthen en boltet topsikring! Så nu har jeg både en ny bacille og et nyt mål.

NB: Mit kamera løb tør for strøm lørdag (glemte lige at oplade elementet), men der er flere billeder på picasa.

Kang Nu - check

Så blev det dagen hvor Kang Nu skulle overståes. Her er stadig sommervejr af fineste slags, og perfekt til en lille tur ind i fjorden.

Ja, det hele tegner perfekt, bort set fra at jeg skal med første båd fra Tidevandstrappen kl. 7:30, og dermed sidde og vente 2 timer i Kobbefjord, sammen med et stigende antal deltagere og et unævneligt antal fluer.
Men til sidst bliver klokken 10 og starten går. Jeg ligger mig pænt i bagenden af feltet, der hurtigt kommer ind på linje. Om det er på cykel eller på ben er jeg aldrig glad for starten, og venter bare på at bener'n bliver varme, så det begynder at glide lidt. Og efter 20 min tid går det da også bedre, og jeg er nu på vej op i dalen, mod bjerget der skal passeres. Jeg kommer i tanke om at jeg har et par geler med - de er indkøbt til 24H i 2008 og alligevel lidt for gamle, så ned med sådan en. Dalen ligner måske en slette, men der er mange huller, tuer, vandløb og sten, så man skal både se sig godt for og springe fra top til top af og til. Det foregår i en blanding af rask gang og lunteri.
Så begynder det for alvor at gå op af - så meget at man af og til må tage hænderne til hjælp. Passerer første kontrolpost og kan huske at 1. depot vil komme snart, men der er næsten længere op til det end hen, så ja tak til et par glas energidrik på toppen! Her oppe skal vi passere en masse vandhuller, vandløb og sumpområder, så det er om at planlægge ruten inden man begiver sig ud på trædestenene.
Endnu en kontrolpost, og så begynder det at gå ned af. Her bliver jeg lært lektien af et par piger, der springer ned over stenene som bjergløver i lycra! Det er pludselig meget tydeligt at jeg er teknikløs, og de tager 100 m på ingen tid ... Mod bunden formår jeg dog at hænge på en af dem, som tilfældigvis er hende der solgte mig mine trail sko.
Faktisk lykkes det mig at hænge på hende resten af vejen, men dog med en del elastik; specielt ned af sakker jeg bagud, men kan med lidt slid hente hende på de mere lige stykker, og op af. På et tidspunkt tilbyder hun endda at tage et billede af mig, så jeg får en souvenir med hjem fra ruten :-)
Jeg skal hele tiden følge godt med for ikke at vrikke om. Mine ankler er tydeligvis ikke vant til denne aktionsradius! Det er jo ikke nogen nyhed at det også er hårdt at gå/løbe ned, men at det er så hårdt for knæene kommer bag på mig. Men ellers går det helt fint, og først over den sidste knold op til NUiF (vandreservoiret lige over min bolig) kommer der trækninger i inderlårene.
Hjemme igen er jeg mindst lige så søvning som jeg er træt, og efter et hurtigt bad må jeg hilse på morfar inde på sofaen. Og så må jeg op på cyklen og ind til Brugsen. I Kobbefjord lærte jeg hvor vigtigt et insektnet kan være, og da jeg allerede søndag drager ind i Godthåbsfjorden til Qussuk med mtb, telt og harpun, står det øverst på huskelisten.

Der er flere billeder fra mit Kang Nu løb på Picasa.

Opdatering
Så er resultaterne kommet online hos NUiF, og jeg kan se at jeg sluttede som nr. 21 ud af 26, og er noteret for tiden 2:36 mod en vindertid på 1:50. Ikke prangende, men uden løbetræning er jeg egentlig meget godt tilfreds. Ruten bød i øvrigt på 671 hm, så jeg er til gengæld meget imponeret af, at så mange løb den på lige omkring de 2 timer.

I Baronens seng

Jeg løber og løber. Tju-hej hvor det går, over stok og sten. Mest sten.

Op på dén sten og så dén og dén, og videre til den næste sektion. Undgå hullerne der gemmer sig i den tætte lyng. Et par hurtige trin i modrytme, og jeg undgår at træde på en tynd og spids sten. Sveden løber ind i øjnene så det svier, men pulsen er under kontrol.
Jeg har Sidi Weltmeister sokkerne på, og de er lynhurtige. Det går så let som en leg. Musikken i ørerne er fantastisk ... men hvorfor hører jeg nu lige pludselig dét nummer? Det er da ikke på walkman'en, men på mobilen ... er det ... arh pis - det er vækkeuret der ringer. Det hele var så virkeligt, at selv knæene er ømme da jeg står op og går ud på toilettet.

Kang Nu 2009

Jeg har her til aften gjort noget drastisk. Jeg har tilmeldt mig Kang Nu Race - et 20 km terrænløb - på ben!

Jeg er dog endnu ikke blevet mere tosset, end at jeg ville have foretrukket et race på hjul. Men nu er det altså et akustisk løb der bydes på, og det er en mulighed for at komme en tur ind i Kobberfjorden, og følge et afmærket spor tilbage til Nuuk.Det er mange år siden jeg har løbet sidst, og endnu længere siden jeg har løbet +10 km, så det er lidt af en udfordring jeg har stillet mig selv. Men 20 km terrænløb er trods alt mere spiseligt end 35 km, og går det helt galt har NUiF såmænd også arrangeret en vandretur af samme rute, så jeg kan komme med fejebladet hjem.