søndag den 9. maj 2010

Takker af på Hjortetakken?

Sidste søndag i april tog jeg på ski-ekspedition med Martin fra Aapakaaq. Han havde, fra lejligheden i Tårnene på Jagtvej, udset sig en linje på Hjortetakken.

Han havde også arrangeret båd-lift med Tobias, der fik lejlighed til at lufte sin überfede Targa 25, hvor Karen og Anni optrådte som fuldbefarne matroser. Så med kølvandet mod en latterligt blå og skyfri himmel, ski og smukke kvinder ombord, var scenen sat for en perfekt søndag.

Inde i Kobbefjord fik vi gummibåden i vandet så ekspeditionen kunne blive landsat, og så gik turen ellers ind mod Hjortetakken. Vi lavede en lille depot-camp tæt ved vandet, hvor vi skiftede til alpinstøvler og diskuterede hvilken vej vi skulle foretage vores approach mod toppen. Der var en kløft der dikterede en linje enten til højre eller venstre. Efter noget palaver blev vi enige om at gå til venstre, og krydse over på toppen med skiene på rygsækken. Efter 50-100m tog vi derfor skiene på, og gik til højre for kløften ...


Der var et mindre lag fint sne oven på en iset kappe, hvilket voldte en del problemer. Jeg klarede den nogenlunde med steigeisen på Dynafit bindingerne, men Martins fremdrift tog efterhånden karaktér af sideværts bevægelse, så han valgte at smide skiene på ryggen igen. Og sådan gik turen videre; Martin travende den lige linje, og undertegnede traverserende frem og tilbage, op, op, op.

Et sted omkring 500 moh var det definitivt slut med fremdrift på ski, så de røg på rygsækken og frem kom steigeisen og isøkse. Hvilken lykke at få brug for så meget grej på én dag! At slynge isøksen i den stive skråning mens steigeisen sørger for solidt fodfæste, er simpelthen uovertruffent. Det burde faktisk kunne skrives på recept.


Martin forsøgte ganske vist at argumentere for, at de steigeisen han havde glemt på båden alligevel bare var for tøsebørn ... men så kunne han til gengæld placere en isøkse i hver hånd! Og sådan gik turen nu direkte op mod top-kalotten, på en dejlig stiv skråning med den bedste udsigt hele vejen rundt.

I 800 moh var der (på vores linje) kun klippe tilbage på top-kalotten, så det var tid for at få lidt frokost inden nedfarten. Og når man starter turen med landgang fra gummibåd, så er 800 moh = en 800 højdemeters tur - og vi startede endda ved lavvande.


På nedfarten fik vi lov at kæmpe lidt med det isede underlag, især på det øverste stykke, hvor vi havde placeret os så vi skulle ned gennem et par klippestykker for, at komme til det åbne. Men så gik det ellers bare ned over. Vi havde nedefra udset os en linje, der som altid var lidt svær at finde oppefra, men det lykkedes faktisk helt efter planen. På hele det stejle stykke løb sneen ret meget, men det var ikke alvorligt med det tynde lag oven på iskappen. Lidt spændende er det dog altid, med en lille sidelæns tur når man krydser den løbende sne ...

På det sidste stykke ud mod fjorden kunne vi se Skipper Tobias og pigerne ude på vandet, så med udsigt til også at blive samlet op igen, kunne vi kun være stærkt tilfredse med en god skitur. Vi havde fået lov at arbejde for turen, men når man også kan få lov at bruge en masse grej, er det jo en ren fornøjelse. Vores klatreseler fik vi dog ikke brug for, men havde vi holdt os til den oprindelige linje kunne de godt have været nyttige.

Ugen efter fik vi flere dages regn, og der efter satte foråret ind med 10-14 grader til langt ud på aftenen, hvilket fik sneen til at forsvinde hurtigere end man kan sige 'Eyjafjälljokull'. Man kan sikkert finde en skitur på en af gletcherne i området, men måske var det sæsonafslutning på Hjortetakken, og så siger vi bare "tak for turen!"
Der er lidt flere billeder på Picasa ...

0 sagde noget.: