My Hip Bride - aka. mit hoftebrud

Så var der den om dengang, jeg brækkede min røv. Det var en kold og diset søndag, da Borrebakken hev mig ned til en intim omfavnelse med en sten, der sad solidt plantet i den kolde muld.

Det var 5. februar 2006, og jeg var på søndagstur med DMKs hoppedrenge. Turen gik som sædvanligt langs Mølleåen mod Ravnholm og Geels, men vi skulle lige have turen over Borrebakken med. For enden af volden på toppen skulle jeg ud over skrænten, et lille listigt sted med en rod og et drop. Tilkørslen er endnu mere listig, da man ankommer i en kurve og har mindre end en cykel-længde til, at rette op inden forhjulet forlader roden på kanten af skrænten.

Jeg har kørt skrænten før - og også væltet på den før! Jeg har landet på forhjulet og lavet rullefald, og jeg har landet på baghjulet og endt i busken overfor. Men jeg er aldrig blevet rigtig gode venner med den skrænt. Det blev vi heller ikke denne søndag, da mit forhjul gled en smule på roden, og jeg sejlede ud over kanten. Som i enhver god Hollywood produktion var den efterfølgende scene klippet fragmentarisk i en blanding af hi- og slow-motion. Dér hang jeg vandret i luften med armene fremme, og tænkte på om jeg nu brækkede en hånd eller en arm? Eller måske jeg lavede en cykel-klassiker og brækkede et kraveben? Og ville jeg så få lige så vild en skulder som Jyden aka. Allans?

Jeg bemærkede egentlig ikke andet end et 'almindeligt' hårdt slag, da jeg ramte isen. Alligevel handlede alle mine tanker sig om, hvorvidt jeg havde kontakt til mine tæer og fingre. De andre stod lige lidt væk, og spurgte om jeg var OK? Det kunne jeg ikke lige svare på, men så snart jeg prøvede at bevæge mig, var det klart. Nej, jeg er ikke ok.

Så blev der ringet efter en ambulance, og en havde en far der boede i nærheden, og kom tilbage med en dynejakke til mig. Jeg havde dog noget svært ved, at holde varmen som jeg lå der på isen. Til gengæld havde jeg meget belejligt smidt mig tæt på en villavej, så Falck folkene kunne parkere ganske tæt på. Det tog ikke mange tryk fra redderen på mig, før end hun konstaterede brud. Så fik jeg nakkekrave på og blev spændt fast på et brædt. Det gjorde pænt nas at blive løftet.

På skadestuen på Gentofte klippede de resten af mit tøj af mig. Redderne havde kun klippet ærmerne i den ene side, men nu røg resterne, og sygeplejerskerne virkede overraskede over, at jeg ikke havde JBS'er under mine vintertights :-)
Og så fik jeg morfin, og alt var godt.

Allerede søndag eftermiddag dukkede de første DMK'ere op til visit. Kim havde dog tyvstartet og kom ind allerede, da jeg lå parkeret foran skadestuen og sludrede som en anden morfinist. Han havde brækket hånden på tur med et andet DMK hold, hvilket fik en sygeplejerske til at spørge i en meget mistroisk tone, hvad det egentlig var vi lavede derude i den tilisede skov - på cykel?!?

Men jeg fik visitter og blomster og chokolade og magasiner, og med morfin i blodet virkede det hele egentlig ok. Så var der undersøgelser, røntgen og CT skanning, og til sidst blev jeg præsenteret for flere brud på højre sides bækken. Det så ikke så godt ud. Øv.
Heldigvis besluttede Gentofte at kontakte Glostrup, der har specialister i hofter, og jeg blev overflyttet der til. Det var meget bedre forhold end på Gentofte, og jeg havde stor tillid til overlæge Tommy K.

Nu var det egentlig meningen, at det her bare skulle have været en kort historie. Men jeg er alligevel kun kommet til 2 dagen af det, der endte med et 9 dages hospitalsophold. Så resten må vente til en anden dag.