onsdag den 30. maj 2007

DMK klubtøj - endelig!

Så kom det endelig - det nye DMK klubtøj!

Efter at have beskæftiget mig en hel del med produktionen af den nye klubdragt, har jeg været spændt som Amin Jensens bælte på at se resultatet. Og det er sgu blevet flot, syntes jeg.Tøjet er designet af Lars Optursgøjser, med input fra en gruppe af DMK'ere, og jeg selv har på leverandør-siden (Tokind) haft kontakten til den italienske producent. Jeg har altså ikke blandet mig (ret meget) i det grafiske design, men i at omsætte designet til produkt. Og det har været en ganske lærerig proces - der er pludselig en masse praktiske spørgsmål og begrænsninger.

Når man producerer cykeltøj har man jo ikke bare en sæk, der skal påføres et design. Man har en rulle stof der trykkes på, hvorefter det skæres ud i en masse mindre stykker, der skal syes sammen til den færdige jersey. Men det er ikke haute couture, så ud af de samme stykker skal der syes jerseys i alt fra XXS til 4XL!
Jerseyens design skal fungere i alle størrelser, og det giver nogle begrænsninger. På et tidligt stadie talte Lars og jeg om et design, med farve-raster (prikker) der udtonede fra skulderen ned mod brystet. Men i praksis duer den idé slet ikke, da skulder-stykker i forskellige størrelser vil betyde, at den udtonede farve ville bryde forskellige steder på tværs af størrelserne.
Det er så også tilfældet for dæk aftrykket på ryg og bryst - det fortsætter ikke over skulderstykket, hvor det ville blive brudt uens. Men jeg syntes nu alligevel det fungerer meget godt. Det er jo i øvrigt også mit totale yndlingsdæk, Specialized Roll X, der er aftrykt!
- og nej, det er ikke mig der har fikset det, men Formanden. Han er også sådan en fornuftig fyr :-)
Oprindeligt lå DenBlåAvis logo på rygstykkets sider, så det var synligt på en krumbøjet rytter med bæmund. Men en rimelig størrelse på logo betød, at det på de små størrelser ville overlappe med ryglommen, så løsningen blev at placere det vandret i stedet ...
Buksen har et buet panel med en sort/blå gradient, der går over lænden fra yderlår til yderlår. Over knæet er et trekantet blåt panel, og jo mindre størrelse buks jo længere nede starter gradueringen fra blå til sort, og giver derved en større kontrast til det solide blå panel.
I den perfekte klubtøjsverden startede gradueringen først hvor det solide panel slutter, men igen syntes jeg alligevel, at det fungerer fint i praksis som det er.

Torsdag d. 31/5 er der så Grand Premiere på tøjet hos Byman, der som et led i sponsoraftalen vil forhandle klubtøjet for os. Det syntes jeg er en glimrende ide, at DMK'ere bare kan smutte forbi Byman på Farimagsgade og hente en jersey, uden at skulle have fat på formanden. Så slipper man også for at skulle følge med selvsamme formand op på loftskammeret efter tøjet, så der er faktisk ikke et øje tørt.

Den første melding fra formanden lyder på, at buksepuden er rigtig god, og vi har også hørt kvaliteten omtalt i positive vendinger fra Hustlerne, så det bliver forhåbentlig en buks man glæder sig til, at køre måsen ud af. Jerseyen er lavet i microfibermateriale, og føles meget behagelig. Det skulle også have gode tørre-egenskaber ;-)
Vesten er en letvægtstype med net i ryggen, men med tryk på nettet, så den passer perfekt med jersey og løse ærmer - og kommende langærmede trøjer. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i skoven i det!

Det bliver skønt at se alle de glade DMK'ere i deres fine nye tøj, når de nu skal ud at farve skoven i den skønneste cyan blå farve!

0 sagde noget.: